FCBARCELONA.DK - 19.05.21
Når Ronald Koeman på fredag udtager sin trup til sæsonens sidste kamp, der er på lørdag ude mod Eibar, vil han muligvis belønne en række af B-holdets spillere med en udtagelse, efter at de har spillet en flot sæson.
Hver eneste af B-holdets spillere drømmer om at tage næste skridt op til førsteholdet. Den mulighed får flere af dem muligvis til sæsonens sidste kamp, hvor Barca ikke har noget at spille for. De slutter enten nr. 3 eller 4 og det ændre ikke på noget.
Ligesom Barca udspillede sin rolle i weekenden med nederlaget til Celta, røg Barca B ud af slutspillet om oprykning. Derfor er sæsonen reelt slut for klubbens næstbedste mandskab, men en håndfuld af spillerne får måske en kamp for førsteholdet som belønning for en flot sæson.
På lørdag må Barca undvære Ter Stegen, Ansu Fati, Coutinho, Sergi Roberto samt sandsynligvis Pedri, som Koeman ønsker at skåne efter en hård sæson for den unge spiller.
Disse fravær skaber muligheder for en række spillere fra B-holdet. De to målmænd, Peña og Tenas må forventes at blive udtaget. Derudover står spillere som Alex Collado, Nico González, Konrad de la Fuenta og Rej Manaj også med gode muligheder for en udtagelse.
Koeman ønsker naturligvis at slutte sæsonen af med en sejr, så derfor bliver det næppe til spilletid for alle af B-holdets spillere, men blot det at blive udtaget er klap på skulderen.