fbpx

Flere spillere skal bevise sit værd i 2025

Aamer Al-Khatib - 31.12.24

 


2024 synger på sidste vers, og det betyder, at et nyt år står for døren. Flere af Barcas spillere går derfor ind i 2025 med et klart nytårsforsæt, hvor målet er at bevise sit værd og fastholde deres positioner frem mod sæsonafslutningen.

Når Barca tager hul på det nye år, venter der store udfordringer og endnu større forventninger. Med holdet stadig med i kampen om La Liga-titlen og i en stærk position i Champions League, er kravene til spillerne tårnhøje. 2024 sluttede dog med skuffende resultater, og flere spillere står nu med alt at bevise, hvis de vil sikre sig en fremtid i klubben.

En af de spillere, der har mest at bevise, er Ferran Torres. Selvom han har haft øjeblikke, hvor han har brilleret som indskifter, kræver Hansi Flick en stabil og pålidelig super-sub. Ferran skal fortsætte med at levere højintensiv energi og mål i de afgørende faser af kampene. Kan han overbevise Flick om sin værdi, kan han blive en nøglespiller, især i de tætte opgør i anden halvdel af sæsonen.

Alejandro Balde er tilbage i fuld vigør og har potentialet til at blive en af verdens bedste venstrebacks, hvis ikke han allerede er det. Men hvis han skal fastholde sin startplads, skal han forbedre sit indlægsspil og skabe flere farlige situationer i den sidste tredjedel af banen. Defensivt har han haft en solid sæson, men hans offensive bidrag er afgørende for Flicks system, hvor backs spiller en central rolle.

Artiklen fortsætter under annoncen
 
 


Med Marc-André ter Stegen ude med skade har Iñaki Peña fået chancen som førstevalg, og han har ikke skuffet. Selvom han har leveret solide præstationer, vil resten af sæsonen alligevel blive afgørende for hans fremtid i klubben. Kan han bevise, at han har niveauet til at konkurrere med en verdensklasse-målmand som Ter Stegen, kan han sikre sig en længerevarende rolle i klubben.

Ronald Araújo og Andreas Christensen vender tilbage fra skader og skal finde deres plads på holdet igen. AC har tidligere vist sig som en potentiel defensiv midtbanespiller og kan derfor vikariere på flere positioner, mens Araújo kan udfordre både som centerback og højreback. Deres præstationer i 2025 vil være afgørende for, om de kan genvinde deres positioner på holdet.

På midtbanen kæmper spillere som Pablo Torre, Fermín Lopez, Gavi og Frenkie de Jong for at overbevise Flick om deres værdi. Ingen er sikre på deres plads, og med hård konkurrence i midtbaneleddet skal hver eneste spiller bevise, at de kan levere på højeste niveau i de afgørende kampe.

Robert Lewandowski, Raphinha og Lamine Yamal har været blandt de mest produktive angrebstrioer i Europa, og det forventes at fortsætte resten af sæsonen. Polakken skal dog til at finde netmaskerne igen, da det har haltet på det sidste. Men med udsigten til et tæt program og store kampe i både Champions League og La Liga, er det samtidig nødvendigt, at backup-spillerne som Ferran Torres og måske endda Ansu Fati begynder at træde i karakter.

Barca er kendt for deres høje standarder, og med Flick ved roret er kravene klare: En sæson uden trofæer er ikke acceptabel. Hver spiller skal levere deres absolut bedste og bevise deres værd på holdet. Fansene forventer intet mindre end succes, og 2025 bliver med andre ord året, hvor flere spillere skal vise, at de er klar til at bære klubbens ambitioner fremad.

Alt står nemlig på spil – og for nogle spillere kan år 2025 være sidste chance for at sikre sig en fremtid i Hansi Flicks projekt.

// Hansi Flick
.:FORSIDE:.