Flick har indtaget førstepladsen i 59 spillerunder
Aamer Al-Khatib - 03.09.26
Hansi Flick fortsætter med at sætte sit tydelige aftryk på Barca, og efter mandagens 5-2-sejr over Rayo Vallecano kunne tyskeren fejre endnu en bemærkelsesværdig bedrift, nemlig at ligge på førstepladsen i ligaen i 59 spillerunder.
Dermed har han udlignet en rekord, som indtil nu har tilhørt en af klubbens største trænerlegender, Johan Cruyff. Ifølge avisen Mundo Deportivo er der dog en markant forskel på de to træneres vej til de 59 førstepladser. Flick har nået tallet efter blot 79 ligakampe som Barca-træner, mens Cruyff skulle bruge hele 300 kampe på at nå samme milepæl.
Artiklen fortsætter under annoncen
Det betyder, at hele 74,7 procent af de ligakampe, Flick har stået i spidsen for, er endt med Barca på toppen af tabellen. Ingen anden træner med mindst en hel sæson i La Liga kommer i nærheden af det niveau. Pep Guardiola er nummer to med 57,2 procent.
Flick er nu i gang med sin tredje sæson på Barca-bænken og har allerede ført holdet til to spanske mesterskaber i træk. Samtidig har han skabt et hold med en klar spillestil, højt tempo og en offensiv tilgang, der har gjort Barca til en af Europas mest markante klubber.
Og starten på den tredje sæson tyder ikke på, at tempoet bliver sat ned. Barca har vundet sæsonens første tre ligakampe og sidder igen på førstepladsen.
© Getty Images// La Liga // Hansi Flick