fbpx

Flick har plan klar hvis Cancelo-handel glipper

Peter Vyff - 29.07.24

// Joao Cancelo

Selvom Barca hele tiden har fastholdt deres ønske om at beholde João Cancelo til næste sæson, tyder intet på, at en handel er snart forestående. Det er ikke nogen ønskesituation for Hansi Flick, der dog allerede skulle have en plan klar.

Ledelsen lykkedes sidste sommer med at lukke en lejeaftale med João Cancelo, der havde gjort sig upopulær hos Pep Guardiola i Manchester City. Portugiseren gjorde sig med det samme populær i Barca, hvor han med flere gode præstationer,hurtigt satte sig på pladsen som højre back.

Der har derfor heller aldrig været nogen tvivl om, hvorvidt ledelsen ønskede at beholde forsvarsspilleren, enten på en permament kontrakt eller et forlænget lejeophold. Men på trods af, at Cancelo er et højt prioriteret mål i dette transfervindue, tyder intet på, at man er tæt på at færdiggøre en handel med Manchester City.

Artiklen fortsætter under billedet
FCBSHOP art


Barca er angiveligt kun parat til at tilbyde endnu en lejeaftale, da økonomien ikke rækker til en fast transfer, og det er ikke noget englænderne betragter som interessant. Det skyldes især, at flere andre klubber, både italienske og saudiarabiske, skulle stå klar med de 30 mio. euro som der kræves for portugiseren.

Cancelo ser derfor ud til, ligesom landsmanden João Félix, ikke at returnere til Barca, og Hansi Flick er dermed nødt til at finde en anden løsning på højre back. Tyskeren har dog ifølge avisen Mundo Deportivo en plan klar, der omfatter brugen af de unge talenter, Julián Araujo og Héctor Fort.

Forsvarsduoen leverede en flot sidste sæson, hvor Araujo var sendt til udlån hos Las Palmas, og hvor Fort fik et mindre gennembrud på Barcas førstehold. Der er derfor ingen tvivl om spillernes store potentiale, men spørgsmålet er om de kan holde et højt nok niveau over en hel sæson.

Flick skulle derfor også være klar til at tage Jules Koundé i brug på højre back, selvom han foretrækker at benytte franskmanden i midterforsvaret. Der bliver dog med sikkerhed spilletid til både Araujo og Fort, der får chancen til at bevise sig selv overfor tyskeren, når holdet snart tager hul på træningskampene i USA.

.:FORSIDE:.