Flicks har ekstra fokus på de defensive problemer
Aamer Al-Khatib - 18.11.25
// Hansi Flick
De defensive problemer har været genstand for stor kritik i og omkring klubben denne sæson, da det bagerste geled ofte ikke har fungeret som i sidste sæson. Flick har derfor brugt landskampspausen på at få rettet op.
Barca leverede et ujævnt defensivt udtryk i særligt 1-1-kampen mod Club Brugge i Champions League, og efter slutfløjtet slog Hansi Flick selv fast, hvad der skal være holdets identitet. 'Vi er Barca, og vi vil spille vores fodbold' lød det. Men den filosofi har været sværere at omsætte til resultater i denne sæson, hvor Barca ikke har haft samme succes med den høje bagkæde og offsidefælden som i sidste års udgave. Ifølge avisen Mundo Deportivo har Flick derfor intensiveret arbejdet med at få stabiliseret defensiven.
Avisen skriver, at Flick sammen med sin assistent Heiko Westermann – der har det primære ansvar for det defensive arbejde – nu bruger langt mere tid på detaljeret videoanalyse ude på træningsbanen. På den store skærm, som er installeret ved siden af banen, gennemgår spillerne konkrete sekvenser fra kampene, hvor bagkædens placering eller beslutninger har været afgørende. Fokus ligger især på timingen i forhold til at skubbe op eller falde, samt hvordan spillerne holder den rette kropsposition.
Artiklen fortsætter under annoncen
Et af trænerteamets vigtigste konklusioner er, at Barcas pres skal være betydeligt mere aggressivt. Flick mener, at flere af de defensive problemer udspringer af, at holdet mister bolden i farlige områder eller ikke presser hurtigt nok efter boldtab. Mundo Deportivo peger blandt andet på Mbappés mål i El Clásico, hvor Jude Bellingham fik alt for lang tid til at lægge afleveringen – et eksempel på manglende kollektiv reaktion frem for et isoleret forsvarsproblem.
Også målmandssituationen spiller ind. Ifølge avisen er Joan García og Wojciech Szczęsny de to keepere i Europas top-5-ligaer, der foretager flest defensive aktioner uden for feltet – en direkte konsekvens af Flicks risikobetonede system. Målmandstræner José Ramón de la Fuente arbejder intenst med duoen gennem analyser og specifik positionstræning, og Flick følger dette arbejde tæt, da keepernes placering er central for den høje linje.
Statistikkerne understreger behovet for forbedring. Efter 16 kampe i sidste sæson havde Barca fanget modstanderne 105 gange offside, mod blot 66 i år. Samtidig har holdet allerede lukket 22 mål ind – seks flere end på samme tidspunkt i 2023/24. Derfor er Flick fast besluttet på at få genoprettet den defensive effektivitet, og der arbejdes intensivt bag kulisserne for at sikre, at Barca igen kan kontrollere kampene fra bagkæden og frem.
Flicks fokus på defensiven bliver yderligere intensiveret, når holdets landsholdsspillere i løbet af ugen vender tilbage efter landskampspausen. Her får han blandt andre Koundé, Cubarsí, Araujo og Christensen tilbage.
© Getty Images