fbpx

Flicks pauseindskiftninger vækker undren

Aamer Al-Khatib - 20.10.25

 


Tendensen har været tydelig i denne sæson: Hansi Flick ændrer på sit hold, når dommeren fløjter til pause. Mod Girona var ottende gang i ni ligakampe, at den tyske træner skiftede ud allerede i halvlegen.

Barcas anden sæson under den tyske træner har været præget af skader, manglende rytme og ustabilitet – og midt i det hele er de mange halvlegsskift blevet et gennemgående tema. Spørgsmålet er nu, om det vidner om taktisk fleksibilitet eller begyndende usikkerhed.

Artiklen fortsætter under annoncen


Opgøret mod Girona lørdag eftermiddag var seneste eksempel. Flick startede med Toni Fernández, men efter en anonym første halvleg blev han skiftet ud til fordel for Fermín López – et træk, der ændrede kampens dynamik og i sidste ende var medvirkende til sejren på 2-1 i slutminutterne. Det var imidlertid ikke en enkeltstående beslutning: det var ottende gang i ni La Liga-kampe, at Flick foretog et pauseindgreb. Til sammenligning skete det kun 13 gange i hele sidste sæson.

Disse hyppige ændringer har sat gang i spekulationerne om, hvorvidt Flick tvivler på sine startopstillinger eller blot reagerer på kampens udvikling. Ifølge avisen Mundo Deportivo har han i 8 ud af holdets 11 kampe denne sæson foretaget mindst ét skift ved pausen, og det peger på en klar tendens snarere end tilfældighed. For Flick selv handler det dog ifølge hans egne ord om 'at vurdere kampene individuelt' og reagere ud fra, hvad han ser på banen.

Flere af ændringerne synes at være drevet af nødvendighed. Barca har i flere kampe haft svært ved at dominere fra første minut, og Flick har været tvunget til at justere for at skabe mere energi, tempo eller taktisk balance. I andre tilfælde, som mod Getafe, hvor Barca allerede var foran 2-0, har ændringerne haft et andet formål: at bevare kontrol og stabilitet, samt aflaste spillere, snarere end at rette op på problemer.

Ikke desto mindre illustrerer statistikken, hvor meget mere reaktiv Flick har måttet være i denne sæson. På samme tidspunkt sidste sæson havde han kun ændret på startopstillingen i pausen én gang.

flick19F
© Getty Images

// Hansi Flick
.:FORSIDE:.