Flicks taktik forvandlede træthed til dominans
Markus Johannessen - 01.04.25
Barca gik ind til derbyet mod Girona med tunge ben efter blot 64 timers restitution fra kampen mod Osasuna. Derfor valgte Hansi Flick en særlig taktik: ekstremt pres efter boldtab for at kompensere for spillernes træthed.
Konstant pres er måske ikke, hvad man normalt forbinder med at spare på kræfterne, men i catalanernes tilfælde, var det faktisk præcis, hvad der forhindrede Girona i at drage fordel af deres mere skånsomme kampprogram op til opgøret mod en udmattet Barca-trup.
Med kun én reel træning før kampen fokuserede Flick på at forhindre Girona i at udnytte deres hurtige omstillinger. Barca pressede højt og aggressivt for at vinde bolden tilbage med det samme efter ethvert boldtab, hvilket gjorde det umuligt for Girona at finde rytmen i deres spil.
Artiklen fortsætter under annoncen
Dette er en velkendt del af Flicks filosofi, men mod Girona blev det skærpet yderligere, hvilket kun kunne ende i succes eller fiasko, da Barca var nødt til at satse hele butikken. Heldigvis blev det en succes og spillere som Miguel, Arnau, Asprilla og Danjuma blev effektivt lukket ned, fordi Barca konstant pressede dem højt oppe på banen.
Taktikken fungerede suverænt. Catalanerne dominerede fra start, og boldbesiddelsen lå på næsten 80% i perioder. Girona kunne aldrig true kampen, og Barcas spillere sørgede for, at Flicks plan blev eksekveret til perfektion.
Trods det tætte program var det Barca, der satte tempoet – og Flicks taktik gjorde forskellen. Catalanerne har haft op- og nedture i denne sæson, men har endt med at slå fast, hvorfor de er titelkandidater i flere turneringer. Endnu engang beviste den tyske cheftræner, hvorfor han fortjener stor kredit for holdets nuværende niveau.

// Girona // Hansi Flick