fbpx

Fortsat intet nyt om Andreas Christensens fremtid

Aamer Al-Khatib - 26.03.26

 


Der forventes justeringer i det catalanske forsvar til sommer, og her er fremtiden for Andreas Christensen fortsat uafklaret. Mens klubben arbejder på at forstærke midterforsvaret, venter man på hans beslutning.

Andreas Christensen har haft nogle svære sæsoner, hvor han har været præget af flere skader, hvilket har begrænset hans spilletid i klubben markant. Det har gjort det vanskeligt for ham at spille sig fast under Hansi Flick, hvor konkurrencen samtidig er blevet skærpet af yngre profiler og spillere i bedre form.

Artiklen fortsætter under annoncen


På trods af usikkerheden tilbød Barca Christensen for nogle uger siden et ultimatum med en ny kontrakt på to sæsoner. Tilbuddet er dog på ændrede vilkår, hvor lønnen er lavere end i hans nuværende aftale. I stedet er en større del af indtjeningen gjort afhængig af præstationer og antal kampe, hvilket afspejler klubbens ønske om større fleksibilitet i økonomien.

Det har stillet danskeren i et vanskeligt dilemma. Han skal nu tage stilling til, om han vil acceptere en mindre fremtrædende økonomisk rolle i klubben eller søge nye muligheder andre steder, hvor betingelserne kan være mere fordelagtige. Som kontraktsituationen ser ud, kan han i sidste ende forlade klubben uden en transfersum.

Der har dog været stille omkring danskeren det sidste lange stykke tid. Klubben venter ifølge avisen Sport fortsat på, at han træffer sin beslutning, og samtidig tegner der sig et billede af en defensiv, hvor andre spillere står stærkere i hierarkiet. Senest går meldingerne på et klubskifte for Alessandro Bastoni, og det gør ikke beslutningen lettere for Christensen, der risikerer at få en mere begrænset rolle, hvis han vælger at blive.

Barca forventer en afklaring inden for den nærmeste fremtid, så klubben kan planlægge næste sæson. Indtil da forbliver Andreas Christensens situation uvis, og meget afhænger nu af hans egen beslutning om fremtiden.

ac18F
© Getty Images

// Andreas Christensen
.:FORSIDE:.