Gabriel Jesus: 'Har drømt om mit første mål for Barca'
Markus Johannessen - 10.09.26
Gabriel Jesus skulle blot bruge få minutter på banen mod Feyenoord, før han scorede sit første mål for Barca. Derfor var det også en ekstatisk brasilianer, pressen mødte efter catalanernes første Champions League-sejr i sæsonen.
Syv minutter på Spotify Camp Nou kan være mere end rigeligt. I hvert fald hvis man hedder Gabriel Jesus. Den tidligere Manchester City- og Arsenal-angriber fik sin Champions League-debut for Barca i slutfasen af 5-1-sejren over Feyenoord, og han skulle ikke bruge lang tid på at sætte sit aftryk.
Artiklen fortsætter under annoncen
Efter blot et par minutter på banen fandt Lamine Yamal brasilianeren med et præcist indlæg. Jesus fik elegant hovedet på bolden og sendte den forbi Feyenoords tyske målmand Tjark Ernst til kampens slutresultat, og han var faktisk tæt på at gøre det igen kort efter, da han sendte bolden på stolpen.
Efter kampen lagde Gabriel Jesus ikke skjul på, hvor meget scoringen betød for ham. 'Jeg havde den samme følelse, som da jeg scorede mit allerførste mål som professionel. Det er en helt særlig følelse. Mit første mål på et fyldt Camp Nou er noget, jeg altid har forestillet mig. Jeg har drømt om mit første mål for Barca, og nu har jeg allerede oplevet det i min anden kamp for klubben,' forklarede brasilianeren.
Scoringen mod Feyenoord betød samtidig, at Gabriel Jesus rykkede op på en historisk liste. Med målet mod Feyenoord nåede Jesus op på 27 Champions League-scoringer og tangerede dermed den tidligere Barca-stjerne Rivaldo.
'Rivaldo er en helt særlig spiller, et ikon i denne klub og en person, jeg altid har beundret på banen. Det er en fornøjelse at være på denne liste sammen med så store navne fra vores historie. Så mange genier og fantastiske spillere, som kun Brasilien kan producere, hver især fra deres egen tid i Champions League,' lød det fra en stolt Gabriel Jesus, som også forklarede, at Champions League i det hele taget har en særlig betydning for ham.
'Jeg elsker at spille i denne turnering. Sidste år var jeg meget tæt på at gå hele vejen, og jeg håber, at denne sæson bliver anderledes,' afsluttede han.
© Getty Images// Gabriel Jesus