fbpx

Gabriel Jesus' skadeshistorik er blevet nøje studeret

Aamer Al-Khatib - 02.09.26


Barca har tilsyneladende ingen større bekymringer over Gabriel Jesus’ fysiske forfatning, selv om den brasilianske angriber har en række alvorlige skader på CV’et. Lægestaben har nøje studeret hans tilstand. 

Ifølge avisen Mundo Deportivo har klubben undersøgt hans situation grundigt, inden aftalen med Arsenal blev færdiggjort, og tilbagemeldingerne skulle være positive efter det obligatoriske lægetjek, der angiveligt var grundigere end sædvanligt.

Artiklen fortsætter under annoncen


Den største udfordring handler derfor ikke om en aktuel skade, men snarere om kampformen. Jesus havde svært ved at få kontinuerlig spilletid for Arsenal efter sin seneste lange skadespause, hvor konkurrencen fra blandt andre Viktor Gyökeres og Kai Havertz begrænsede hans muligheder. Barca forventer derfor, at han skal bruge tid på at finde sin skarphed igen.

Jesus' mest alvorlige skade kom i januar 2025, hvor han rev det forreste korsbånd over i venstre knæ. Han var ude i næsten et år, men vendte tilbage i december samme år og har siden været skadesfri. Tidligere i karrieren har han desuden haft problemer med højre knæ, herunder en ledbåndsskade i 2018 og en meniskskade ved VM i 2022, som krævede en operation.

På trods af historikken er Barca ifølge meldingerne tilfreds med de medicinske oplysninger, klubben har indhentet. Der skulle ikke være tegn på, at den seneste knæskade fortsat giver problemer, og Jesus betragtes som fysisk klar til næste skridt i karrieren.

Det betyder, at Barca først og fremmest skal have brasilianeren tilbage på sit tidligere niveau. Han kommer med masser af erfaring fra både Manchester City, Arsenal og det brasilianske landshold, men hans minutter skal formentlig øges gradvist. For Barca bliver opgaven derfor at få mest muligt ud af en erfaren angriber uden at presse ham unødigt i jagten på den rette kampform.

// Gabriel Jesus
.:FORSIDE:.