fbpx

Gaspart: 'Messi skal betale 700 mio. euro eller blive'

FCBARCELONA.DK - 26.08.20

// Lionel Messi // Gaspart


Den tidligere Barca-præsident Joan Gaspart, var som altid klar i spyttet, da han i går kommenterede Messis mulige stop i Barca. Han kræver at klubben står fast på, at der skal 700 mio. euro på bordet for at rejse.

Gaspart siger altid hvad han mener og han er sjældent til at misforstå. I går var meldingen klar om hvad Barca bør gøre, hvis Messi vil væk nu.

'Han kan ikke rejse. Det kan han i 2021. Jeg har set hans kontrakt og den er meget klar. Hans klausul udløb i juni og der er ingen vej tilbage. Jeg vil hellere have at han rejser om et år for nul euro, end han gør nu for 700 mio. Det er klubben der bestemmer, ikke spilleren. Der er en kontrakt der gælder og så er den ikke længere' indledte Gaspart.

'Jeg elsker Messi rigtig meget, men jeg elsker Barcelona endnu mere. Han må betale sin klausul. Den er på 700 mio. euro og kontrakter er til for at blive overholdt. Hvis jeg var præsident, ville jeg ikke forhandle om en eneste euro' fortsatte han.

'Hvis Messi rejser for mindre end hans klausul lyder på, vil det være mere ydmygende end 2-8 kampen. Messi må ikke glemme, at medlemmerne elsker Barca mere end en spiller. Hvis han vil væk om et år, så må det være sådan, når han er 34' sagde Gaspart videre.

'Vi ønsker alle at han bliver i Barca. Vil han ikke være her? Hvad sker der? Er det ikke nok, at millioner af fans beder ham blive? Synes han ikke at Barca har hjulpet ham til at blive den han er? Jeg vil hellere have at han rejser gratis om et år, end for 699 mio. euro nu. Vi skal ikke eftergive en eneste euro' afsluttede den altid temperamentsfulde Gaspart, med det store Barca-hjerte.

.:FORSIDE:.