// Gavi
Der har længe været ret stille omkring Gavi, der har siddet ude siden efteråret med en knæskade, men nu er han ude med en optimistisk nytårshilsen. Her slår han fast, at det går som planlagt med genoptræningen.
'Alt forløber som planlagt. Jeg følger de tidsplaner, jeg har fået, og indtil videre går det rigtig godt. Det, der virkelig betyder noget for mig, er at være her og arbejde for at komme tilbage så hurtigt som muligt og på den bedst mulige måde' udtaler han til avisen Mundo Deportivo.
Artiklen fortsætter under annoncen
Han erkender, at det ikke er nemt at sidde ude så længe. 'Man lærer meget, når man kommer ud for den slags skader, især at have tålmodighed. Det, der gør mest ondt, er at se sine holdkammerater spille og ikke selv kunne være med' fortsætter Gavi.
Han er godt tilfreds med, hvordan holdet klarer sig i hans fravær. 'De leverer en fantastisk sæson, men vi kan ikke slappe af, for der er endnu ikke blevet afgjort nogen trofæer' siger han videre.
Han sender også en hilsen til culés frem mod 2026. 'Jeg ønsker jer alle et år med sundhed og lykke, og forhåbentlig kan vi vinde alle de titler, der er mulige i denne sæson' lyder ønsket fra midtbanespilleren.
Gavi er klar over, at det varer noget tid, inden han for alvor kan gøre sig gældende på banen. 'Det eneste, jeg ønsker, er at blive klar og være sammen med mit hold på banen. Jeg ved ikke, om det bliver mit år, men jeg har stadig mange år foran mig' afslutter han.
Gavi forventes at kunne træne med igen fra februar, men man vil helt sikkert gå skånsomt frem, så der venter ham næppe en hovedrolle i denne sæson.
© Getty Images