fbpx

Gavi forventes at rejse med til Saudi-Arabien

Aamer Al-Khatib - 05.01.26

 


Gavi lever fodbold med en intensitet, som få andre i truppen. Netop nu sidder han ude med en knæskade, der har sat ham ude af spillet frem til februar, men alligevel forventes han at støtte holdet i Saudi-Arabien til supercuppen.

Den spanske midtbanekriger har ikke været heldig på grønsværen, og endnu en alvorlig knæskade har været ekstra krævende for den 21-årige, der igen har været tvunget til at sætte karrieren på pause. Denne gang har han dog håndteret modgangen anderledes, med større ro og mental styrke.

Folk tæt på spilleren peger på, at den seneste skade har modnet ham markant. Selvom forløbet har været hårdt og smertefuldt, har Gavi formået at bevare fokus og struktur i hverdagen. Klubben er imponeret over den måde, han har arbejdet sig igennem genoptræningen på, både fysisk og menneskeligt.

Artiklen fortsætter under annoncen


Ifølge avisen Sport har træningsanlægget Ciutat Esportiva stort set været hans faste base siden skaden. Gavi har været der dagligt, endda på holdets fridage, for at følge sit genoptræningsprogram til punkt og prikke. Han har nægtet at distancere sig fra holdet og har i stedet forsøgt at være en del af hverdagen, selv uden støvler på.

Det har blandt andet betydet, at han ofte har fulgt holdets træninger på afstand, siddende tæt på spillere og stab, inden han selv har fortsat sin individuelle træning i fitnessområdet. Hans konstante blik mod banen har ikke været til at tage fejl af, og lysten til at være med er intakt.

Internt i Barca arbejder man med en plan, hvor Gavi gradvist kan vende tilbage til græsset sidst i januar og forhåbentlig blive klar til kamp i løbet af februar. Samtidig er der stor forsigtighed omkring timingen, og ingen ønsker at presse noget igennem efter så alvorlig en skade.

Derfor udelukkes det heller ikke, at han i dag rejser med truppen til Saudi-Arabien i forbindelse med Supercopa de España. Ikke for at spille denne gang, men for at støtte holdkammeraterne, og hvor hans tilstedeværelse kan gøre en forskel fra sidelinjen.

gavi17F
© Getty Images

// Gavi
.:FORSIDE:.