Håb om godt nyt om Camp Nou denne uge
FCBARCELONA.DK - 13.11.25
En tilbagevenden til Spotify Camp Nou er tættere på end nogensinde og håbet er, at kunne spille på stadion allerede om halvanden uge, når Athletic Club Bilbao kommer forbi. Håbet er at kommunen godkender fase 1B denne uge.
Ifølge avisen Marca skulle der være gode muligheder for, at Barcelona kommune denne uge giver grønt lys til fase 1B, der giver mulighed for at lukke 45.000 tilskuere ind på Spotify Camp Nou. Med sådan en tilladelse vil kampen mod Attletic Club Bilbao blive den første på stadion i to et halvt år.
Artiklen fortsætter under annoncen
Forhåbningerne er dog blandet med forsigtighed, for det er sket flere gange, at kommunen har afvist godkendelser, selvom klubben mente alt var i orden. Derfor holder man lige nu vejret og håber på det bedste.
På klubbens hjemmeside er der endnu ikke angivet stadion til hjemmekampen mod Athletic Club Bilbao lørdag, den 22. november. Der står TBC - to be confirmed, altså 'afventer bekræftelse'. Hvis tilladelsen til fase 1B kommer denne uge, vil billetsalget til Spotify Camp Nou blive åbnet op og der er næppe tvivl om, at de 45.000 pladser vil blive revet væk, akkurat som ved den åbne træning i fredags, hvor 23.000 fans så på.
De 45.000 tilskuere bliver fordelt på de to langsider og bag det ene mål, hvorfor det kun vil være tribunen bag det andet mål, der vil være tom.
© Getty Images// Camp Nou