Aamer Al-Khatib - 26.11.24
Hansi Flick har for alvor bragt troen tilbage hos de mange Barca-fans, som har set adskillige gode præstationer i denne sæson. Catalanerne står dog med færre point end med Xavi som træner efter de første 14 runder af den spanske liga.
Barca har under Hansi Flick i denne sæson fået ros for en synlig forbedring på banen. Holdet virker mere selvsikkert, defensiven står stærkere, og man har formået at hive sejre hjem, selv når spillet ikke har været prangende. Men hvis man sammenligner Flicks pointantal med Xavis præstationer i de seneste sæsoner, er der overraskende nok et hul på tre point.
Efter 2-2-kampen mod Celta Vigo i weekenden står Barca med 34 point efter 14 spillerunder. Det er tre point mindre end i Xavis første fulde sæson i 2022/23, hvor Barca på samme tidspunkt havde 37 point og senere cruisede til et sikkert mesterskab. Selv i Xavis anden sæson, hvor tingene var mere ujævne, havde Barca samlet 31 point efter 14 kampe – kun tre færre end Flicks Barca har nu.
På papiret ser Flicks Barca altså ikke markant stærkere ud, men i praksis er der alligevel tydelige forskelle. Holdet virker mere komplet og organiseret, og mange spillere som Lewandowksi, Raphina og Lamine Yamal har hævet deres niveau. Flick har også fået mere ud af en trup med færre ressourcer, da han ikke har haft samme økonomiske støtte til store transfers, som Xavi havde.
En anden vigtig faktor er Barcas præstationer i de store kampe. Flicks mandskab kørte både Bayern München og Real Madrid over med henholdvis 4-1 og 4-0 tidligere på sæsonen og har samtidig generelt gjort det godt i Europa, hvor de har vundet tre ud af fire kampe i Champions League. Så selvom Flick er bagud på point sammenlignet med Xavi, er der mange positive ting at tage med fra denne sæson indtil videre.
Hvis Barca kan holde det spillemæssige niveau – især mod stærke modstandere – ser det lovende ud for resten af sæsonen. Pointene skal dog begynde at rulle ind igen, hvis Barca skal genvinde La Liga og hente sølvtøj i Europa.