fbpx

Har Ter Stegen tålmodigheden til at vente på succes?

FCBARCELONA.DK - 01.11.21

// Ter Stegen

Barca er langt fra fordums styrke og med de problemer klubben oplever nu, varer det nok et stykke tid, før de igen kan blande sig i den absolutte top. Spørgsmålet er om det kan få Ter Stegen til at søge nye udfordringer.

Marc-Andre ter Stegen er utvivlsomt blandt verdens bedste målmænd, men i denne sæson har han haft svære vilkår at arbejde under. 18 mål i 14 kampe, fordelt på La Liga og Champions League, er der scoret mod Barca og Ter Stegen kan ikke klandres for de mange mål.

Det er en kendsgerning, at det har været for let at score mod catalanerne i denne sæson. Det så man senest lørdag aften, hvor Alavés scorede på deres eneste gennemspillede angreb i opgøret. Den scoring kostede Barca sejren.

Ter Stegen tog til Barca for at spille med om de største titler, men som holdet ser ud i dag, venter der næppe trofæer lige om hjørnet. Ter Stegen er blevet 29 år og har stadig en god del år tilbage på topplan. Spørgsmålet er bare, om han mener Barca er det rigtige sted for ham i den aktuelle situation.

Skulle Ter Stegen overveje at tage til en anden storklub, kommer han ikke til at mangle tilbud. Bayern Mücnhen kunne meget vel være på udkig efter en afløser for den 35-årige Manuel Neuer og i Premier League ville der også være bud efter Barca-keeperen fra de største klubber.

Det er dog samtidig en kendsgerning, at Ter Stegen er faldet utroligt godt til i Barcelona. Han taler et flot spansk og forstår catalansk, ligesom han ofte har udtrykt sin kærlighed til den catalanske hovedstad. Netop det forhold kan være med til at holde Ter Stegen i Barcelona.

Spørgsmålet er bare hvor tålmodig han er, for sker der ikke en positiv udvikling i Barca, må han også se på sine egne sportslige ambitioner og det kan i sidste ende betyde et klubskifte.

.:FORSIDE:.