Når dommeren i eftermiddag fløjter sæsonens første El Clásico i gang på Bernabéu, er det ikke blot endnu et kapitel i rivaliseringens historie – det er et styrkeopgør mellem to hold med vidt forskellige udgangspunkter.
Så er det i eftermiddag, at Barca og Real Madrid langt om længe brager sammen i en direkte duel om førstepladsen i La Liga, og kampen danner rammen om et helt vitalt opgør, der som altid kan blive udslagsgivende for, hvor mesterskabet ender. Hvor Real Madrid møder op med næsten alle mand klar, må Hansi Flick og Barca tage af sted til hovedstaden med flere spørgsmålstegn end svar. Catalanerne mangler Ter Stegen, Joan García, Gavi, Olmo, Raphinha og Lewandowski
Den tyske træner står nemlig over for en række taktiske og personalemæssige dilemmaer. For det første skal tyskeren en tur på tribunen efter sit røde kort mod Girona, der som bekendt fik afvist klubbens protest over karantænen. Dermed bliver det hans assistent, Marcus Sorg, der kommer til at lede holdet fra sidelinjen, nok i tæt kommunikation med Flick på tilskuerpladserne.
Artiklen fortsætter under annoncen
I forsvaret har makkerparret Pau Cubarsí og Eric García leveret stabile præstationer på det seneste – senest i Champions League-sejren over Olympiacos – men Ronald Araújo banker hårdt på døren for at vende tilbage i startopstillingen. Den uruguayanske anfører tog det ikke pænt at blive bænket i de seneste to kampe, og hans fart, fysik og duelstyrke kunne vise sig afgørende mod Madrids lynhurtige fronttrio med Vinícius Jr. og Kylian Mbappé, hvor sidstnævnte er i absolut storform for tiden.
Ifølge avisen AS overvejer Flick netop Araújo som et våben mod Real Madrids kontrastærke spil, mens avisen Sport melder, at fire spillere allerede er sikret i startopstillingen: Jules Koundé, Alejandro Balde, Pedri og Lamine Yamal. Wojciech Szczesny vogter som ventet målet, og i frontlinjen skal Flick beslutte, om Marcus Rashford igen får chancen som central angriber eller på kanten, eller om Ferran Torres – der netop er kommet sig over en mindre skade – får genvalg. Raphinha fik et tilbageslag under træningen i fredags, og brasilianeren misser dermed det længe ventede storbrag.
Hos Real Madrid ser situationen markant lysere ud. Xabi Alonso kan råde over stort set hele sin trup, med undtagelse af Antonio Rüdiger, mens David Alaba fortsat er tvivlsom. Til gengæld er både Raúl Asencio og Dean Huijsen meldt klar, og de to højrebacks, Trent Alexander-Arnold og Dani Carvajal, er ligeledes til rådighed. På midtbanen er Dani Ceballos tilbage, hvilket giver Alonso flere muligheder for at variere mellem kontrol og intensitet.
Et af Barcas største håb skal dog findes på højrekanten, hvor det 18-årige stjerneskud Lamine Yamal igen står klar til at udfordre Real Madrid-forsvaret. Det unge vidunderbarn har allerede scoret tre gange mod Los Blancos og været direkte involveret i seks mål på blot syv opgør – et bemærkelsesværdigt facit for en spiller, der stadig kun er teenager. Yamal er ifølge statistikker den spiller i Europas top-fem ligaer med flest vellykkede driblinger per kamp (7,38), hvilket gør ham til en konstant trussel – selv for verdens bedste backs.
For Barca handler opgøret ikke kun om prestige, men også om at sende et signal efter en svingende sæsonstart. Flick ved, at et resultat i Madrid kan give projektet den ro og tro, som klubben hungrer efter. For Real Madrid er målet omvendt at cementere sin position som La Ligas stærkeste hold – med en trup, der ser både komplet og skræmmende ud, men hvor det spillemæssige har haltet i flere kampe.
Uanset opstillinger og taktiske finjusteringer er en ting sikkert: El Clásico leverer altid drama – og hele verdens fodboldblik er rettet mod Madrid.
Kampen fløjtes i gang kl. 16.15, og den vises på TV 2 Sport X.
© Getty Images// El Clásico // Real Madrid