Holdets næste træning bliver åben for tilhængerne
Søren Wennerwald - 24.12.25
Efter den vigtige sejr over Villarreal i søndags gav Hansi Flick sine spillere en uges juleferie. Næste træning er på mandag den 29. december, og her åbnes dørene for tilskuere, som det er tradition ved årsskiftet.
Lige nu kan spillerne nyde en velfortjent juleferie. Nogle er blevet hjemme med familien i Catalonien, mens andre er rejst udenlands for at fejre julen. Eksempelvis er Lamine Yamal taget til Dubai for at tilbringe juledagene der.
Artiklen fortsætter under annoncen
Den 29. december skal alle så melde sig under fanerne igen, for her starter forberedelserne til den første kamp i 2026, der er på udebane den 3. januar mod lokalrivalerne fra Espanyol.
Træningen på mandag bliver en åben træning, der til lejligheden er flyttet til Estadi Johan Cruyff, hvor der er plads til 6.000 tilskuere. Det er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor indtægter fra billetsalget doneres til et godt formål. Klubbens medlemmer skal betale tre euro og alle andre seks euro.
Det er ikke længe siden, at 23.000 tilskuere overværede en åben træning. Det skete i starten af november, da holdet endelig kunne indtage Spotify Camp Nou igen efter to et halvt års fravær grundet den store renovering og ombygning.
© Getty Images// Træning