Hvad gør Barca hvis Szczesny går på fodboldpension?
FCBARCELONA.DK - 14.05.25
Barca har tilbudt Wojciech Szczesny en forlængelse og alle tog nærmest for givet, at han hurtigt ville skrive under. Noget tyder dog på, at han overvejer at stoppe efter denne sæson og det sætter klubben i en svær situation.
35-årige Szczesny var gået på fodboldpension fra Juventus, da Barca i sommer hev ham tilbage i rampelyset, efter at Ter Stegen havde pådraget sig en alvorlig og langvarig knæskade. Polakken har imponeret alle og blev fra årsskiftet indiskutabel i Hansi Flicks startopstilling.
Artiklen fortsætter under annoncen
Derfor er det logisk nok at klubben har tilbudt ham en forlængelse, men Szczesny selv er ikke sikker på, om han vil fortsætte med at spille fodbold efter denne sæson. 'Da jeg og min familie kom hertil, var planen egentlig at blive i et år og så vende tilbage til Polen. Så helt ærligt – jeg ved det ikke endnu. Det handler ikke kun om mig, men også om logistik, skole, flytning og meget andet. Vi skal sætte os ned som familie og finde ud af, hvad der er bedst' lød det tøvende fra ham efter søndagens Clásico.
Dermed er der en reel risiko for, at Szczesny forlader Barca efter denne sæson og det tvinger Barca til at tænke i alternativer. Alt tegner til at Iñaki Peña vil væk, efter at han totalt blev tilsidesat af Hansi Flick og nærmest ikke har spillet siden årsskiftet.
Uden Szczesny og Peña står Barca og mangler en erfaren reservekeeper. Man kunne kigge på klubbens unge målmandstalenter som Diego Kochen (19 år), Ander Astralaga (21 år) og Aron Yaakobishvili (19 år), men de er alle unge og mangler erfaring fra højeste niveau. Det ville være alt for risikabelt at satse på en af dem, i tilfælde af endnu en skade til Ter Stegen.
Derfor må Deco få lavet en plan B, hvis Szczesny vælger at gå på fodboldpension efter denne sæson.
© Getty Images// Wojciech Szczesny