fbpx

Hvad skal Flick stille op med Ansu Fati?

Aamer Al-Khatib - 19.02.25

// Ansu Fati

Ansu Fati står i en svær situation i Barca, hvor han gentagne gange er blevet udeladt af Flicks trup. Den 22-årige offensivspiller har kun fået 29 minutters spilletid i 2025, og det har skabt spekulationer om hans fremtid.

Meget er blevet skrevet om Ansu Fati det sidste lange stykke tid, og spanieren er som bekendt blevet sorteret helt fra kamptruppen i de seneste mange kampe. Han blev dog udtaget mod Rayo Vallecano i mandagens kamp, dog uden at få spilletid. Spørgsmålet er, hvad Hansi Flick skal stille op med Ansu, for der er med andre ord ikke tid til at spare spillere med vigtige kampe i både La Liga, Champions League og Copa del Rey. Barca nærmer sig nemlig slutspurten i sæsonen.

Artiklen fortsætter under annoncen
 
 


Barca forsøgte at få ham afsat i januar, men trods interesse fra klubber som FC Porto og Besiktas valgte Ansu at blive. Flick har dog konsekvent fravalgt ham, og han er nu den eneste spiller i truppen, der regelmæssigt er blevet udeladt af trupsammensætningen af rent sportslige årsager.

Hans seneste kamp med spilletid var mod Barbastro i Copa del Rey, men ellers har han været fraværende i seks opgør i 2025, inklusiv Supercopa-finalen og vigtige La Liga-kampe. Det tegner et klart billede af, at Flick ikke ser Ansu som en del af sine planer på trods af, at flere medier på det seneste har konstateret, at der fortsat er stor tiltro til spilleren.

På trods af dette har Ansu fastholdt sit ønske om at blive i klubben og kæmpe for sin plads. Han afviste muligheden for et skifte til Tyrkiet, selvom transfervinduet dér er åbent lidt længere. Den beslutning betyder, at han nu bliver i Barca resten af sæsonen – men spørgsmålet er, om han får nogen spilletid.

Med afgørende kampe i La Liga, Champions League og Copa del Rey kan Flick næppe tillade sig at eksperimentere. Han har allerede gjort det klart, at han prioriterer andre spillere, og med stærk konkurrence på de offensive pladser ser det svært ud for Ansu at spille sig tilbage.

Nu står Flick med en stor beslutning: Skal han fortsætte med at ignorere Ansu og risikere at miste en potentiel joker i de afgørende kampe? Eller kan den tidligere La Masia-juvel stadig få en chance for at bevise sit værd, før sæsonen er slut?

Fremtiden for Ansu Fati i Barca hænger derfor i en tynd tråd, og de kommende uger kan blive afgørende for hans skæbne i klubben. Fortsætter Hansi Flick til gengæld med at frasortere ham fra kamptruppen, ligner det et endegyldigt farvel til sommer.

fati10F
© Getty Images

.:FORSIDE:.