Hvordan får Barca indskrevet Olmo og Victor?
FCBARCELONA.DK - 27.12.24
Efter at Barca i dag fik afvist sagen om indskrivningen af Dani Olmo og Pau Victor, står klubben i en svær situation. Der er dog andre muligheder og en af dem er angiveligt en ny retssag allerede på mandag.
Det begynder at blive en lidt kompliceret affære omkring Dani Olmo og Pau Victors indskrivninger i La Liga for resten af sæsonen. Med dagens afvisning ved en domstol i Barcelona, skal man nu finde en ny løsning på indskrivningerne.
Artiklen fortsætter under annoncen
Avisen Mundo Deportivo fortæller, at Barca tidligere har anlagt sagen ved en anden domstol og at man på mandag vil bede domstolen om, at La Ligas afgørelse om en afvisning af indskrivningerne bliver sat ud af kraft. Dette er dog ikke den eneste mulighed for at få de to spillere indskrevet.
Barca har angiveligt mulighed for at skaffe hurtige indtægter fra salg af rettighederne til VIP-pladserne på den nye Spotify Camp Nou. Der skulle allerede foreligge et tilbud som klubben hurtigt kan tage imod, men man foretrækker at vente i søgen efter bedre tilbud.
Derudover er der stadig sagen om nye investorer til klubbens medieselskab Barca Vision, hvilket dog kan blive svært at nå med så kort frist. Man har arbejdet længe på sagen, så denne vej ser svær ud.
Sidste udvej skulle være, at klubbens ledelse personligt stiller bankgarantier for det beløb der mangler i det økonomiske fairplay-regnskab. Dette er muligvis allerede forberedt, men det er en løsning der nok kun kommer i spil, hvis de andre tiltag ikke lykkes.
© Imago// Dani Olmo // Pau Victor