Hvorfor får Andreas Christensen ikke mere spilletid?
Aamer Al-Khatib - 15.12.25
Selv om Andreas Christensen i øjeblikket er både skadesfri og til rådighed, har han fortsat svært ved at spille sig ind som fast mand under Hansi Flick. Det undrer mange, særligt på grund af Barcas defensive sårbarhed.
Hvad sker der med Andreas Christensen? Det spørgsmål undrer mange sig over, for situationen i bagkæden er alt andet end stabil. Iñigo Martínez er væk, Ronald Araújo har trukket sig på ubestemt tid på grund af mentale problemer, Eric García bliver brugt længere fremme på banen, og Gerard Martín har har fået en uvant rolle centralt. Kun Pau Cubarsí har haft en fast rolle. På papiret burde det have åbnet døren for danske Andreas Christensen, men i praksis er det ikke sket.
Artiklen fortsætter under billedet

Ifølge en rapport fra det catalanske medie ARA handler forklaringen ikke om taktik eller fysisk form, men om mentale faktorer. Internt i klubben er der stor respekt for danskerens kvaliteter, og mange ser ham som en komplet midterforsvarer i truppen. Alligevel vurderes det, at han kæmper med at håndtere presset i de største kampe.
Christensen beskrives som mere indadvendt og reserveret end flere af sine holdkammerater. Ligesom Araújo spekuleres der i, at han frygter at begå afgørende fejl, men hos danskeren ser den frygt ud til at påvirke hans spil tydeligere. Det skaber tøven i afgørende situationer, især når tempoet og forventningerne er højest.
Forskellen mellem klub og landsholdsfodbold er markant. På det danske landshold spiller AC med større ro og selvtillid, mens presset i Barcelona, både udefra og indefra, kan føre til usikkerhed i hans beslutninger og udførelse.
Fremtiden er samtidig uafklaret. AC's kontrakt udløber efter sæsonen, og der er endnu ikke indledt forhandlinger om en forlængelse. På trods af den manglende spilletid ønsker han selv at blive i klubben, men meget afhænger af, om han kan overvinde de mentale barrierer og overbevise Hansi Flick om, at han er klar til at tage ansvar i en defensiv, der har brug for stabilitet.
© Getty Images// Andreas Christensen