fbpx

Hvorfor kommer der ingen meldinger om AC?

FCBARCELONA.DK - 21.11.24

 


Situationen omkring Andreas Christensen har længe været hemmeligholdt og danskeren selv holder sig også helt ud af mediernes søgelys. Der er rygter om en nylig operation, men der er intet nyt kommet fra klubben i lang tid.

Det eneste man har set til Andreas Christensen siden august, er når han tager plads på Estadi Olímpic sammen med de øvrige skadesramte spilere og ser holdet spille. Der kommer ingen meldinger fra klubben om hans tilstand, forventet tilbagevenden eller situation i det hele taget. AC er selv lukket som en østers.

AC spillede samtligt minutter for Danmark ved EM i sommer og det til trods for, at han hele sæsonen var plaget af smerter i sine akillessener. Han indledte sæsonen med Barca med at spille en halvleg i Gamper-opgøret mod Monaco samt en lille halv time mod Valencia i første runde af ligaen. Siden har man intet set til ham.

Artiklen fortsætter under annoncen
 
 


Barca meldte dengang ud, at der var tale om, at skaden i akillessenen var vendt tilbage og at udviklingen ville afgøre, hvornår han kunne spille igen. De lokale medier fortalte, at den type skade normalt vil tage et par måneder at komme sig over.

Derfor kom det som en bombe, at Barca i slutningen af august pludselig meldte AC ude i flere måneder, hvilket gav mulighed for at indskrive Dani Olmo på førsteholdet. Mange mistænkte først Barca for at udnytte situationen, så de kunne bruge nyindkøbte Olmo, men La Ligas meget grundige og kritiske lægekomité godkendte papirene omkring AC's langvarige skade.

Forleden fortalte Catalunya Radio så, at Andreas Christensen var blevet opereret for sin skade, men helt atypisk, er der intet kommet om det fra klubben. De plejer ellers altid at være hurtige med udmeldinger efter en operation, både for at fortælle hvordan den er forløbet og hvornår spilleren kan ventes tilbage.

Tavsheden kan naturligvis skyldes, at rygterne om en operation er forkerte, selvom intet tyder på det, men det undrer under alle omstændigheder med den hemmeligholdelse der er omkring den danske forsvarsspiller.

ac2F
© Imago

// Andreas Christensen
.:FORSIDE:.