Barca må holde juleferie på en fjerdeplads i ligaen og spillet har længe været præget af store problemer. Det helt store spørgsmål er, hvorfor det ikke lykkes for Xavi at få sine idéer til at fungere på holdet.
Det er efterhånden meget længe siden, at Barcas fans virkelig er blevet forkælet med flot og overbevisende spil og store sejre. Sidste sæsons mesterskab blev mest skabt på en fænomenal målmandspræstation af Ter Stegen, en uhyre solid defensiv og usædvanligt mange 1-0 sejre. Det er ikke forbudt at vinde et mesterskab på den måde, men i FC Barcelona er ambitionerne højere. Her vil man vinde gennem flot spil og overbevisende sejre.
I denne sæson er defensiven ikke i nærheden af sidste sæson og i angrebet har det knebet gevaldigt med at finde vej til netmaskerne. Samtidig er spillet præget af store og dyre fejl bagude, ligesom spillerne til tider virker modløse og rådvilde.
Artiklen fortsætter under annoncen

Mange skader har gjort det svært for Xavi at skabe lidt kontinuitet, men skader er en del af fodboldspillet. Det er trænerens opgaver at have alternativer klar og kunne formidle opgaverne til de reserver der bringes i spil. Xavi har da også ved flere lejligheder udtalt, at skader ikke er nogen undskyldning.
Xavi har nogle helt klare idéer om spillet. Barca skal være i boldbesiddelse og kontrollere kampene. Der skal gennemføres et intenst højt pres i sekunderne efter et bolden er mistet, så den hurtigt kommer tilbage på catalanske fødder igen. Derudover skal spillet været offensvt og hurtigt.
Det er kun sporadisk at tingene er lykkes og der har været meget langt mellem de gode oplevelser. Det er som om spillerne ikke forstår trænerens instrukser eller har svært ved at gennemføre dem i praksis.
Xavi råder ellers over en god trup, der i det store hele lever op til de krav som han stillede i sommer. Derfor er et heller ikke kvaliteten af spillere, der er årsagen til holdets problemer. Store og erfarne profiler som Ter Stegen, Araujo, Christensen, De Jong, Gündogan, Cancelo, Felix og Lewandowski, sammen med unge og bærende talenter og som Pedri og Gavi, burde kunne levere mere, end det har været tilfældet.
Pilen for problemerne kan derfor ikke undgå at pege på Xavi. Det er uomtvisteligt hans ansvar at få tingene til at fungere og han funderer helt sikkert intenst over, hvorfor det ikke går som han vil.
Lige nu holder alle juleferie og kan lade batterierne op, men når det går løs igen efter årsskiftet med de første kampe, lykkes det forhåbentlig for Xavi, at få vendt den kedelige udvikling. Lykkes det ikke, bliver det svært at vinde de titler der er sæsonens store mål.

// Xavi