I dag offentliggøres præsidentkandidaterne
FCBARCELONA.DK - 05.03.26
Efter at kandidaterne til præsidentvalget i mandags afleverede deres indsamlede underskrifter, har klubbens valgkomité nu gennemgået dem. I dag bliver det så meldt ud, hvem der har klaret cuttet på 2.337 og dermed kan stille op.
Det er helt sikkert ikke alle underskrifter, der vil blive godkendt som valide, og kandidaterne må derfor regne med, at deres indsamlede antal falder. Ved seneste valg i 2021 blev omkring 6% af dem ikke godkendt.
Artiklen fortsætter under annoncen
Joan Laporta og Victor Font bør være sikre på at nå over de 2.337 underskrifter, der kræves for at komme på stemmesedlen den 15. marts, hvor valget afholdes, for de afleverede henholdsvis 8.169 og 5.144. Det ser mere usikkert ud for Marc Ciria, der afleverede 2.844.
Hverken Vilajoana, Daniel Juan eller William Maddock afleverede flere end de påkrævede 2.337 underskrifter, og de kan derfor ikke stille op.
Senere i dag melder valgkomitéen ud, hvor mange underskrifter der er blevet godkendt, og dermed kender man navnene på kandidaterne ved præsidentvalget.

// Præsidentvalg