I dag vælger Barcas medlemmer ny præsident
Søren Wennerwald - 15.03.26
// Joan Laporta // Præsidentvalg // Victor Font
Så er dagen kommet, hvor 114.000 medlemmer kan stemme ved præsidentvalget og dermed bestemme, hvem der skal lede klubben de næste fem år. Valget står udelukkende mellem Joan Laporta og udfordreren Victor Font.
Helt præcist 114.504 medlemmer kan stemme ved dagens valg, hvor der er etableret valgsteder i de største catalanske byer Barcelona, Girona, Lleida og Tarragona samt i Andorra. Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde med behørig legitimation.
Artiklen fortsætter under annoncen
Valgstederne åbner kl. 9.00 og er åbne i hele 12 timer frem til kl. 21.00, hvorefter optællingen finder sted. Det bliver derfor sent ud på aftenen, inden resultatet foreligger.
Valget falder sammen med hjemmekampen mod Sevilla på Spotify Camp Nou, hvor der netop er åbnet op for at kunne lukke 62.000 tilskuere ind. Det vil betyde, at mange medlemmer stemmer før eller efter kampen, hvilket vil medføre pres på valgstedet ved hjemmebanen, hvor klart flest traditionelt stemmer.
Klubbens medlemmer skal afgøre, om de vil give Joan Laporta fem år mere i spidsen for klubben, eller om de ønsker fornyelse med Victor Font. Meningsmålinger gør Laporta til favorit, men ikke i en grad, hvor et tæt løb kan udelukkes.
Det bliver derfor en begivenhedsrig søndag for klubben, for på banen skal holdet forsøge at hente tre vigtige point mod Sevilla, og uden for banen skal der vælges en ny præsident.
