Ikke nemt for en 'perico' at skifte til Barca
FCBARCELONA.DK - 10.06.25
Meget tyder på at Espanyol-keeperen Joan García skifter til ærkerivalerne fra Barca og det skifte bliver ikke nemt for ham rent følelsesmæssigt. Han kan nemlig ikke undgå at falde i unåde hos sine tidligere tilhængere.
Joan García kom til Espanyol som 15-årig og har således været i klubben gennem ni år, så der er næppe tvivl om, at han ser sig selv som en 'perico', som Espanyols tilhængere kaldes. For en ægte perico er det utænkeligt at tage til FC Barcelona, men Joan García ser altså ud til at foretage det forbudte skifte.
Artiklen fortsætter under annoncen
De sportslige muligheder i Espanyol er begrænsede, for holdet fra Cornellá-El Prat kæmper som oftest for at undgå nedrykning, mens Barca kæmper med om alle titler. Derfor overstråler de sportslige ambitioner Joan Garcías følelser for hans klub, når han er klar til at skrive under med Barca.
Han må derfor forvente, at falde i unåde hos Espanyols fans, der allerede er begyndt at svine ham til på de sociale medier, selvom intet er officielt bekræftet endnu. Her bruges der ord som forræder og rotte om Joan García og det bliver med garanti kun værre, hvis skiftet bliver en realitet.
Espanyols fans hader FC Barcelona og det miljø er Joan García vokset op i, så også på det personlige plan skal han omstille sig. Han har mange venner i og omkring klubben og de relationer vil have svært ved at forstå hans valg, for der er også tilbud fra andre klubber, blandt andet i England. Hertil ville et skifte ikke skabe vrede.
Perico er navnet på en papegøje og man mener at Espanyols fans har fået dette kaldenavn fra den tidligere hjemmebane i bydelen Sarriá, hvor der boede mange pericos i træerne omkring stadion.
© Getty Images// Joan Garcia