Barca-legenden Andrés Iniesta stillede mandag aften op til interview forud for Copa del Rey-kvartfinalen mellem Barca og Albacete. En kamp, der betyder meget for ham, da den afgøres mellem to vigtige klubber i hans liv.
Andrés Iniesta er et af de allerstørste navne i Barcas historie. Få midtbanespillere har sat så dybe spor i klubben som den beskedne maestro fra Albacete. Barca hentede Iniesta i sommeren 1996, hvor han forlod Albacetes ungdomsafdeling for at blive en del af La Masia. Resten er fodboldhistorie og et af de mest gyldne kapitler for den catalanske storklub.
I aften kl. 21.00 møder de to klubber hinanden, som udviklede ham fra børnefodbold til de største scener, man kan spille på som professionel. Derfor tog han en snak med Catalunya Ràdio, før pladsen om semifinalen i Copa del Rey bliver afgjort.
Artiklen fortsætter under annoncen
Ikke nogen badebillet til Barca:‘Jeg ville så gerne have været der, men jeg er i Dubai og ser kampen herfra. Der er kampe, man ikke kan lade være med at følge. Albacete kommer fra en sejr over Real Madrid, og det er en klar advarsel til Barca. Albacete har motivationen til igen at gøre noget ekstraordinært. Når Barca rammer sit niveau, er det svært for alle modstandere at slå dem, men i en enkelt kamp kan alt ske'.
Iniestas egen optræden på Estadio Carlos Belmonte:‘Jeg husker tydeligt, da jeg selv spillede mod Albacete i Barca-trøjen. Vi vandt 1-2, og jeg scorede allerede i andet minut, mens Ronaldinho også kom på tavlen. Det var et specielt mål. Selvom jeg aldrig har spillet professionelt for Albacete, var det særligt at spille på stadion i min hjemby. Jeg fejrede ikke målet, for det var en smuk situation for mig, også selvom det nok ikke føltes sådan for Albacetes fans'.
Fremtidsplaner:‘Planen er at begynde at træne. Jeg mangler stadig Pro-licensen, jeg er i gang med uddannelsen her i Asien, og indtil videre vil jeg kun kunne træne her. Senere kan jeg tage skridtet til Europa. Jeg afsluttede min aktive karriere her og fik idéen med at tage træneruddannelsen. Processen fortsætter i Dubai, og til sommer må vi se, om jeg skifter kurs. Man ser kampene på en anden måde som træner. Bolden fanger dig stadig, men med et andet blik. I dag er der ikke mange hemmeligheder i fodbold, men min opgave er at forberede mig bedst muligt'.
Kunne Iniesta spille i Flicks Barca?‘Hvis jeg var i form, tror jeg, jeg kunne spille i ethvert system. De løber med glæde. De har taget denne idé til sig, fordi den bringer dem tættere på succes. Da vi startede med Pep, løb vi også enormt meget for at presse. Dette Barca har mange positive elementer og skaber så meget, at det er svært for modstanderen at skabe mere'.
Ros til Pedri:‘Han har utroligt mange stærke kvaliteter. Han føler sig meget tryg med bolden, er konstant involveret, og det gør ham afgørende. Han kan organisere spillet, men har også gennembrudskraft. Han er meget komplet og vil fortsætte med at udvikle sig. Pedri har helt vilde kvaliteter'.
Forventninger til Yamal:‘Udfordringen for ham er at blive ved med at udvikle sig år for år. Han spiller med en helt naturlig lethed. Det er op til ham selv at tage skridtet og blive en af de allerstørste. Lad os håbe, han fortsætter'.
Barcas præsidentvalg:‘Jeg har et rigtig godt forhold til folk i klubben og til dem udenfor. Jeg håber bare, at Barca kan kæmpe med om alle titler og få den stabilitet, klubben har brug for. Hvem end der forbliver eller bliver præsident, skal være det bedste for Barca. Det, som medlemmerne beslutter, vil være det rigtige'.

// Andrés Iniesta // Albacete