Ingen har før scoret 16 mål mod Madrid på én sæson
FCBARCELONA.DK - 13.05.25
Man kan roligt sige at styrkeforholdet mellem Barca og Real Madrid har forrykket sig denne sæson. Fire gange har de to ærkerivaler mødt i hinanden i officielle kampe og statistikken viser historisk catalansk overlegenhed.
I Xavis sidste sæson som Barca-træner mødte de Real Madrid tre gange og tabte alle tre. Denne sæson har Hansi Flick vendt tingene totalt på hovedet og vundet alle fire officielle kampe mod de hvide fra den spanske hovedstad.
Barcas sejre viser samtidig stor overlegenhed, for samlet set lyder målscoren på 16-7 i de fire kampe. Det er aldrig før sket i Real Madrids 123-årige historie, at et hold har scoret 16 mål på dem i samme sæson. Det er helt sikkert en statistik der gør ondt på klubbens selvforståelse.
Artiklen fortsætter under annoncen
Tidligere lød rekorden på 13 mål, som Pep Guardiolas Barca bankede ind på ærkerivalerne i sæsonen 2011/12.
Denne sæsons første Clásico var i oktober, hvor Barca ydmygede Madrid på Santiago Bernabeu med en 0-4 sejr. Siden fulgte 5-2 i januar i supercup-finalen og 3-2 i Copa del Rey-finalen i slutningen af april. Søndag blev det sidste søm så slået i kisten med 4-3, efter et historisk catalansk comeback fra 0-2. Den sejr sender med næsten 100% sikkerhed mesterskabet til Barcelona.
Med til historien hører også, at Barca og Real Madrid mødtes i august i en træningskamp i USA, hvor det også blev en catalansk sejr, men da det var en uofficiel kamp, tæller den ikke med i statistikken.
Hansi Flick fortsætter i Barca i næste sæson, hvor han skal forsøge at bygge videre på den flotte første sæson. Real Madrid skal modsat finde sig en ny træner, da Carlo Ancelotti skal være brasiliansk landstræner. Meget tyder på, at det bliver Bayer Leverkusens Xabi Alonso der til næste sæson skal forsøge at bryde Barcas overlegenhed.
© Getty Images// El Clásico