fbpx

Joan García fik stor ros efter sejren over Racing

FCBARCELONA.DK - 16.01.26

 


Det var ikke meget, Joan García havde at lave i torsdagens pokalkamp mod Racing Santander, men alligevel trak den catalanske keeper overskrifter efter kampen. Samtidig var der ros til ham fra flere af holdkammeraterne.

Racing Santander satte ikke Joan García på de store prøver i den ordinære spilletid af opgøret i Santander. Barca-keeperen greb godt ind, når han skulle, og gik med i spillet, når det var nødvendigt.

Barca spillede ikke nogen god kamp, men de kom foran 0-1 midt i anden halvleg og havde kurs mod en plads i kvartfinalen. Racing satte alt ind på at få udlignet for at komme i forlænget spilletid, og det fik de chancen for i det 94. minut.

Artiklen fortsætter under annoncen


Her blev hjemmeholdets Lozano sendt alene mod mål, og tilskuerne på El Sardinero øjnede en forløsende scoring, men det forhindrede Joan García. Han bevarede roen, tog nogle skridt frem og gjorde sig bred, så bolden prellede af på ham. Den aktion var afgørende for, at Barca ikke skulle ud i yderligere 30 minutters belastning.

Efter kampen var der da også stor ros til Joan García. 'Det er utroligt med Joan García. Han sikrer os point i ligaen, og i dag er det nærmest ham, der sender os videre. Han er den bedste i verden', lød det fra Marc Casadó.

Pau Cubarsí var helt enig. 'Det er godt at have en målmand som Joan, der redder dig', sagde han, og Torres fulgte i samme spor. 'Det sidste skud var tæt på. På det tidspunkt var kampen helt åben, så det var meget tæt. Heldigvis har vi Joan'.

Også Hansi Flick havde en kommentar til præstationen. 'Joan leverede en stor redning og holdt endnu en gang buret rent', sagde han blandt andet.

joangarcia24F
© Getty Images

// Joan Garcia // Racing Santander
.:FORSIDE:.