fbpx

Joan Garcia: 'Ville være utroligt at komme til VM'

FCBARCELONA.DK - 25.03.26

 


Joan Garcia tog tirsdag hul på et nyt eventyr i karrieren. Den 24-årige Barca-keeper mødte mandag ind til sin første samling med det spanske landshold i Las Rozas, fyldt med både spænding og stolthed.

Den første gang glemmer man aldrig. For Joan Garcia blev mandag den 23. marts dagen, hvor han for alvor kunne kalde sig spansk A-landsholdsspiller. Under ledelse af Luis de la Fuente tog målmanden hul på en rejse, der startede med sommerfugle i maven allerede ved ankomsten til lufthavnen.

'Jeg havde utroligt meget lyst til at blive udtaget. Jeg er meget glad og har masser af mod på det' indrømmede keeperen fra Sallent kort efter landingen.

Artiklen fortsætter under annoncen


Vejen til landsholdet kom som en glædelig overraskelse midt i de daglige rutiner hjemme i Barcelona. Joan Garcia husker tydeligt det øjeblik, hvor han fik overbragt nyheden om sin udtagelse.

'Jeg var i fitnessrummet for at træne lidt inden holdtræningen, da en fysioterapeut kom hen til mig med sin mobil. Han viste mig, at jeg var udtaget og gav mig et kram' forklarede han om det spontane øjeblik, der ændrede alt.

Interessen for at stå på mål ligger til familien, da han som barn fulgte i sin storebrors fodspor. Alligevel kan han godt se det specielle i sit jobvalg: 'Man skal være lidt skør for at stille sig ind i et mål og lade folk skyde bolde efter sig' jokede han, selvom han privat beskriver sig selv som en meget rolig person.

Selvom konkurrencen er hård, da landstræneren har valgt at udtage hele fire målmænd til denne samling, tager Barca-målmanden det med ophøjet ro. Hans fokus er entydigt: 'Det vigtigste er at hjælpe holdet' understregede han og sendte samtidig roser afsted til sine målmandskolleger.

Med sommerens slutrunde i sigte lægger Joan Garcia dog ikke skjul på, at denne indkaldelse føles som et kæmpe skridt i den rigtige retning.

'Hvis man bliver udtaget i et VM-år, føler man, at man er tættere på at komme med. Men man skal blive ved med at arbejde og forsøge at forbedre sig. Hvis muligheden byder sig, ville det være en drøm for mig' fortalte han med et smil.

Bag den personlige succes ligger mange års hårdt arbejde, og tankerne faldt da også på dem, der har støttet ham hele vejen: 'Min familie har anstrengt sig og ofret meget, for at jeg har kunnet gøre det, jeg elsker' Nu er første kapitel skrevet, og Garcia håber på meget mere i den rød-gule trøje.

// Spanien // Joan Garcia
.:FORSIDE:.