Joan Laporta: 'Jeg træder tilbage den 9. februar'
FCBARCELONA.DK - 03.02.26
Joan Laporta har i dag bekræftet, at han sammen med en del af den øvrige bestyrelse træder tilbage på mandag som konsekvens af præsidentvalget i næste måned, hvilket sker i henhold til klubbens vedtægter.
Den 15. marts afholdes der præsidentvalg i FC Barcelona, og det betyder, at en del af den nuværende ledelse formelt skal gå af, så valgkampen kan indledes. Det kommer til at ske på mandag, den 9. februar.
‘Den 9. offentliggøres udskrivningen af præsidentvalget, og som det fremgår af vedtægterne, skal en del af bestyrelsesmedlemmerne træde tilbage for at kunne genopstille. Det vil ske på et bestyrelsesmøde, som vi afholder mandag den 9.’ forklarede han til klubbens egne medier i dag.
Artiklen fortsætter under annoncen
‘Jeg er fuld af optimisme og har energien til, at det bliver en eksemplarisk institutionel proces med stor deltagelse, hvor kandidaterne præsenterer deres forslag i en ånd af respekt og normalitet, som bør kendetegne alle culés. Det er mit ønske, at der bliver høj valgdeltagelse, og at dem, der bliver i klubben, hvilket vi beslutter den 9., vil værne om valgprocessen, så den bliver en sand fest for barcelonismen,’ fortsatte Laporta.
Det bliver altså på mandag, at valgkampen for alvor skydes i gang. Første opgave for kandidaterne er sat at samle underskrifter, for det kræver 2.321 underskrifter fra medlemmer af klubben for at kunne komme på stemmesedlen den 15. marts.
© Getty Images// Joan Laporta