fbpx

Jordi Alba: 'Stolt af at have spillet i Barca'

Aamer Al-Khatib - 07.11.25

// Jordi Alba

For nogle uger siden meldte Barca-ikonet Jordi Alba, at han lægger støvlerne på hylden ved årsskiftet. I et længere interview med avisen Sport sætter han ord på sit karrierestop, Barca, spillet med Messi og fremtiden.

Det er avisen Sport, der har sat Jordi Alba ned til en snak om sin beslutning om at sætte støvlerne på hylden til nytår. Her kom han også ind på andre emner. Læs et uddrag af hans udtalelser her.

Artiklen fortsætter under annoncen


Slut med fodbold: 
'Det hele gik meget hurtigt. Jeg havde faktisk forlænget min kontrakt i foråret, men i begyndelsen af sæsonen begyndte jeg at mærke nogle følelser, jeg ikke havde haft før. Det er en velovervejet beslutning, taget med stor overbevisning. Selvfølgelig er jeg ked af det, for jeg stopper med noget, jeg har gjort siden jeg var fire år gammel. Men jeg tror, jeg ville have haft det på samme måde om fire eller fem år. Det er det rigtige tidspunkt. Selvom jeg stadig er i god form, er der mange andre ting at tage hensyn til. Nu er det tid'.

Tiden i Barca:
'Jeg er stolt af at have spillet i Barca, og lige nu synes jeg, vi taler om et fantastisk Barca. Sidste sæson var helt igennem fantastisk, og det bliver svært at holde det niveau, men de har en stor træner. De traf det rigtige valg ved at ansætte Hansi Flick. Jeg kender ham ikke personligt, men ud fra hvad jeg ser udefra, kan jeg virkelig godt lide ham. Jeg taler med mange af mine tidligere holdkammerater, og de taler alle meget positivt om ham. Der er stor kvalitet i truppen – ikke kun blandt de nye spillere, men også de unge, der fortsætter med at levere. Det er afgørende for en klub som Barca'.

Samspillet med Messi:
'Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle spille sammen med den bedste i historien – eller at vi ville få den forbindelse, vi har haft på banen. Det har været et privilegium. Jeg har spillet stort set hele min karriere med ham, og vi forstår stadig hinanden til perfektion. Jeg er stolt af at have spillet med de bedste i verden – især Leo, som for mig er den bedste spiller i historien. At forstå en spiller som ham så godt, har været fundamentalt for min karriere'.

Selvom karrieren på grønsværen er slut for Jordi Alba, venter et nyt kapitel lige rundt om hjørnet for ham. Sammen med den tidligere Barca-holdkammerat Thiago Alcântara skal Alba nu være en del af et projekt i sin hjemby, L’Hospitalet, hvilket også fik en kommentar.

'Det er et smukt projekt, og jeg kommer selv fra L’Hospitalet – intet motiverer mig mere. Det er det rette tidspunkt at forlade fodbolden og være der hver dag. Jeg kunne ikke have gjort det noget andet sted. Jeg har haft idéen i mange år. Muligheden opstod sammen med Thiago og andre partnere, som tager sig af økonomien, mens Thiago og jeg vil være mere involveret i det sportslige. Det er noget, der virkelig begejstrer mig' sluttede han.

alba3F
© Getty Images

.:FORSIDE:.