Anders Lang Jensen - 31.08.21
Lionel Messi fik søndag aften sine første minutter for franske Paris Saint-Germain, og synet af argentineren i en ny trøje er mærkelig for mange. Messis far, Jorge, er tilbage i Barcelona og har sagt et par ord omkring sin søns skifte.
Efter at have overværet sin søns første kamp for PSG, vendte Jorge Messi tilbage til det catalanske, hvor han i lufthavnen blev mødt af flere medier og journalister. Synet af Messi i en anden trøje var dog ikke bemærkelsesværdigt for ham.
'Jeg følte slet ikke noget mærkeligt omkring at se Leo i en anden trøje. Sådan er livet', lød det fra Jorge Messi i lufthavnen ifølge mediet GOL. Afskeden med Barca tidligere på sommeren var dramatisk og kaotisk, men Messi-lejren er ikke skuffet over klubben – men sendte dog en mindre stikpille til ledelsen i Barca.
'Jeg er ikke skuffet over Barca som klub i hele den her situation, men jeg er skuffet over enkelte personer. Det er dog sådan, det nu en gang er' sluttede Jorge Messi.
Leo Messi blev skiftet ind efter 66 minutter mod Reims, da PSG vandt 2-0 på udebane søndag aften.