Kæmpe brøler af Joan García satte Atlético i gang
FCBARCELONA.DK - 13.02.26
Joan García har fået massiv ros siden sit skifte til Barca i sommer, men i går mod Atlético Madrid viste han, at han kun er et menneske. Tidligt i opgøret begik han en kæmpe fejl, der kostede et mål og satte Atlético i gang.
Fodbold er et kontrastfyldt spil, og det så man i de første minutter af torsdagens pokalsemifinale mellem Atlético Madrid og FC Barcelona.
I det tredje minut leverede Barca-keeperen en klasseredning på en 100 % chance til hjemmeholdets Giuliano Simeone, og Joan García lignede en helt. Fem minutter senere var hans rolle forvandlet til skurk.
Artiklen fortsætter under annoncen
Eric García lagde en kontrolleret tilbagelægning til sin målmand, som man ser det mange gange i løbet af Barcas kampe. Bolden hoppede lidt på den ujævne bane, og Joan García missede totalt bolden, der gik under hans fod og trillede roligt i mål til 1-0. Klart Joan Garcías største fejl som Barca-keeper.
Føringsmålet skabte yderligere tro hos Atlético, der kort efter gjorde det til 2-0. Derfra var det op ad bakke for Barca, der blev sendt til pause med et 4-0-resultat på måltavlen efter 45 minutter med ydmygelse.
For Joan García handler det om at komme sig over den store fejl, der viste, at han ikke er ufejlbarlig og også kan miste koncentrationen. Barca havde muligvis tabt alligevel, men Joan Garcías tidlige fejl gjorde det sværere for holdkammeraterne.
© Getty Images// Joan Garcia