fbpx

Kaos i Real Madrid op til El Clásico

Søren Wennerwald - 07.05.26

 


Det er et Real Madrid-mandskab i opløsning, der gæster Barcelona på søndag. I dag opstod der håndgemæng i omklædningsrummet, og det endte med, at Fede Valverde måtte køres på hospitalet, mens tilhængerne vil af med Mbappé.

Madrid-træner Álvaro Arbeloa har tilsyneladende totalt mistet kontrol og autoritet blandt sine spillere, for der hersker en ond stemning i omklædningsrummet efter en problemfyldt sæson, der ender uden trofæer.

Artiklen fortsætter under annoncen


Den seneste episode kom i dag, hvor Madrid-avisen Marca fortæller om sammenstød mellem Tchouaméni og Valverde. Der herskede en hadsk stemning mellem de to på træningsbanen, hvor Valverde konstant gik efter sin holdkammerat i et omfang, så det lignede et bevidst forsøg på at skade ham.

Efter træningen kom det til håndgemæng mellem de to i omklædningsrummet med det resultat, at Valverde gled og slog hovedet i flisegulvet. Han fik en flænge og blev bevidstløs, hvorefter han blev kørt på hospitalet. Angiveligt var Arbeloa til stede uden autoritet til at gribe ind.

Episoden kommer efter den store polemik omkring Kylian Mbappé, som er faldet i unåde hos en stor del af klubbens fans. De mener ikke, han gør nok for at blive klar efter sin skade, og at han udelukkende har fokus på sommerens VM frem for at hjælpe sit hold i en svær tid.

Utilfredsheden med den franske angriber er så stor, at der er startet en digital underskriftindsamling på nettet, hvor man kræver Mbappé sendt væk. Indtil nu har næsten 35 millioner Madrid-fans skrevet under, hvilket må siges at være markant.

Marca fortæller også, at Mbappé er meget upopulær blandt holdkammeraterne, der opfatter ham som egoistisk og kun tænker på egne interesser fremfor holdets.

Med blot tre dage til El Clásico i Barcelona må det siges at være et Madrid-mandskab i frit fald, der kommer på besøg, og det bliver spændende at se, hvordan det vil påvirke de hvide i det opgør, hvor Barca kan hjemføre mesterskabet.

arbeloa1F
© Getty Images

// El Clásico // Real Madrid
.:FORSIDE:.