Anders Lang Jensen - 20.08.21
Der har været skrevet meget om Philippe Coutinho den seneste tid, men offensivspilleren har angiveligt tillid fra klubbens ledelse og trænerstab. Koeman bekræftede i dag, at brasilianeren indgår i hollænderens planer.
På pressemødet forud for udekampen mod Athletic Club de Bilbao gjorde den hollandske træner det klart, at Philippe Coutinho får en rolle på det catalanske mandskab i denne sæson.
'Coutinho kan blive en vigtig spiller for os. Jeg sagde det samme sidste år, hvor han også deltog i starten af sæsonen, men så pådrog han sig en langvarig skade. Jeg satser dog på ham i denne sæson, for han kan blive en afgørende faktor'.
'Coutinho er en vigtig spiller, han er effektiv i sit spil og han kan spille flere forskellige positioner. Vi har brug for folk som ham. Med Messi har vi mistet en masse mål, og vi har brug for at kigge efter mål hos andre spillere'.
'Årsagen til, at jeg ikke har udtaget ham til kampen mod Bilbao er, at han efter min mening har brug for en uges træning mere, før han kan spille med.
I sidste sæson blev det til kun sammenlagt 14 kampe, tre mål og to oplæg for Coutinho i Barca-trøjen.