fbpx

Koundé og Balde træner med igen

FCBARCELONA.DK - 30.03.26

 


Førsteholdet er vendt tilbage til arbejdet i Ciutat Esportiva efter fire dages pause. Den største nyhed var synet af Jules Koundé og Alejandro Balde, der begge trænede med på grønsværen efter deres skader forud for storkampen mod Atlético Madrid.

Efter en velfortjent miniferie samlede Hansi Flick mandag formiddag sine tropper på Joan Gamper-anlægget. Fokus er nu rettet mod lørdagens svære udekamp på Metropolitano mod Atlético Madrid, og trænerteamet fik her en kærkommen opmuntring. Både Jules Koundé og Alejandro Balde, der har siddet ude med muskelskader, var nemlig tilbage i støvlerne og trænede med ude på banen. Begge backer viser positive takter, og alt tyder på, at de kan nå at blive klar til opgøret mod madrilenerne.

Artiklen fortsætter under billedet
FCBSHOP art


Mens der var smil hos Koundé og Balde, ser det sværere ud for Frenkie de Jong. Den hollandske midtbanestyrmand var ganske vist til stede på anlægget, men han måtte nøjes med genoptræning i fitnessrummet. De Jong kæmper stadig med en skade i baglåret, og som det ser ud nu, hænger hans deltagelse i lørdagens brag i en tynd tråd.

Udover Koundé og Balde bestod træningsgruppen af Wojciech Szczesny, Gerard Martín, Marc Casadó, Eric Garcia og Gavi, mens resten af truppen fortsat er afsted på landsholdsopgaver. Hansi Flick må væbne sig med tålmodighed, før han har hele truppen samlet igen. Tirsdagen byder på et tæt pakket program for klubbens mange landsholdsspillere. Hele syv af Barcas spanske profiler - Cubarsí, Pedri, Fermín, Olmo, Lamine Yamal, Ferran og Joan Garcia - skal i aktion i en venskabskamp mod Egypten.

Samtidig kæmper Lewandowski og Roony Bardghji for deres VM-drømme i de afgørende playoff-kampe, mens Rashford, Araujo og Cancelo repræsenterer henholdsvis England, Uruguay og Portugal. Også de unge talenter Marc Bernal og Xavi Espart er i ilden for de spanske ungdomslandshold.

Først senere på ugen forventes de mange profiler at returnere til Barcelona, så de sidste taktiske detaljer kan falde på plads inden lørdagens vigtige ligaopgør kl. 21.00.

// Alejandro Balde // Jules Koundé
.:FORSIDE:.