fbpx

Bekræftet: Barca kan stadig indskrive Roony Bardghji

FCBARCELONA.DK - 02.09.25

// Roony Bardghji


Roony Bardghji er endnu ikke registreret som førsteholdsspiller i Barca, men ifølge reglerne kan det ske, selvom transfervinduet lukkede i går. Det bekræftede La Liga-direktør Javier Gómez mandag aften - og dermed er der ro omkring situationen.

Barca valgte som bekendt at registrere Roony Bardghji som spiller for Barca Atlètic, og derfor kan han i princippet ikke bruges i førsteholdskampe, medmindre klubben søger om en tilladelse, som er helt normal praksis i spansk fodbold. Her er lønnen dog afgørende og den må ikke være for høj, hvilket den er i Roonys tilfælde.

'Hvis han tjener på niveau med andre spillere fra B-holdet, så er der ingen problemer, men hvis hans løn ligger tættere på førsteholdets, så skal han tælle med i førsteholdets fair play-regnskab' forklarede Javier Gómez. Med andre ord placerer Bardghjis kontrakt og løn ham i kategorien af førsteholdsspillere, og derfor kræver indskrivningen, at Barca har plads under fair play-reglerne.

Artiklen fortsætter under annoncen


Barca skal altså skabe plads i førsteholdets lønbudget til Roony Bardghji og her kommer klubbens nyligt godkendte 7 millioner euro store bankgaranti fra bestyrelsen i spil, suppleret med yderligere 5 millioner i betalingsløfter. Disse beløb skal bruges til at balancere budgettet og sikre plads til Bardghji i truppen i løbet af de kommende uger.

Ifølge Javier Gómez er det intet problem, at registreringen sker efter transfervinduets lukning. 'Hvis Barca ønsker, at vi godkender Roony Bardghji som førsteholdsspiller, skal der blot være plads i lønbudgettet på førsteholdet. Det kan klubben ordne senere efter transfervinduets lukning'.

I Barca hersker der derfor ro omkring situationen. Klubben har hele tiden regnet med at kunne registrere Roony Bardghji inden kampen mod Valencia den 14. september og det er fortsat planen, at han skal være til rådighed til denne kamp.

.:FORSIDE:.