Lamine Yamal er verdens klart mest værdifulde spiller
Søren Wennerwald - 04.06.26
Det Internationale Center for Sportsstudier, almindeligvis kendt som CIES, er i anledning af sommerens VM kommet med deres vurdering af, hvem der er verdens mest værdifulde spillere. Her tager Lamine Yamal en klar førsteplads.
Lamine Yamal kender tilsyneladende ingen grænser, for selvom han var fraværende den sidste del af sæsonen grundet en skade, er hans værdi ifølge CIES bare eksploderet til massive 358 millioner euro.
Artiklen fortsætter under billedet

Det gør ham til verdens mest værdifulde spiller og det endda med afstand, for Erling Haaland følger efter på andenpladsen med 227 millioner euro. Kylian Mbappé tager en tredjeplads med små 166 millioner euro.
Det er en markant forskel på Yamal og de andre, hvilket i et vist omfang skyldes, at han blot er 18 år, og det faktum, at hans kontrakt løber til 2031.
Pau Cubarsí sniger sig lige akkurat ind i top 10 på listen med en værdi på 124 millioner euro, hvilket gør ham til den mest værdifulde forsvarsspiller i verden. Og hvad så med Pedri? Hans værdi ligger på 120 millioner euro, hvilket gør ham til den mest værdifulde midtbanespiller ifølge CIES.
Nu er det ikke sådan, at Barca har tænkt sig at sælge de tre spillere, men de høje værdier vidner om Barcas succes med unge spillere, både fra La Masia og dem, der hentes ind udefra. Pedri kom til Barca som 16-årig i 2019 og har siden udviklet sig til en af verdens bedste spillere, mens Yamal og Cubarsí begge er udviklet i La Masia.
© Getty Images// Lamine Yamal