fbpx

Laporta: 'Champions League er vores største mål'

Markus Johannessen - 10.09.26


Præsident Laporta talte med pressen op til Champions League-premieren mod Feyenoord. Her var han optimistisk omkring Hansi Flicks mandskab efter den stærke sæsonstart, men gjorde samtidig klart, at ambitionerne er skyhøje.

Joan Laporta lagde ikke skjul på sin begejstring for Flick og truppen, da han satte ord på Barcas ambitioner for den nye sæson. Barca-præsidenten delte samtidig sine tanker om årets Ballon d'Or-nomineringer.

Artiklen fortsætter under annoncen


'Vi har haft en fantastisk sæsonstart, og jeg håber, at vi kan blive ved med at vise det gode spil, som vi har leveret i alle kampene indtil nu. Det er til Flicks og truppens fortjeneste, at der er skabt så meget optimisme omkring sæsonen allerede,' indledte præsidenten.

'Der er en særlig begejstring i Barcelona omkring at vinde Champions League. Vi har også som mål at vinde La Liga for tredje gang i træk, hvilket ville være ekstraordinært. Vi vil fortsat også gå efter pokalturneringen, og vi vil vinde Supercuppen, men man kan roligt sige, at Champions League er vores største mål,' udtalte Laporta, som dermed bekræfter, hvad flere Barca-profiler også har udtalt, at pokalen med de store ører er drømmen.

Der er også meget fokus på den største individuelle pris, Ballon d'Or, i den catalanske klub i øjeblikket. 'Mine favoritter til Ballon d'Or er selvfølgelig Barca-spillerne. De har alle gjort sig fortjent til det, selvom nogle selvfølgelig står bedre placeret end andre. Som præsident ville jeg være enormt glad, hvis en spiller fra Barca vinder,' lød det.

'Lamine er en af de helt store favoritter, og jeg ville elske, hvis han vandt den. Han er spektakulær. Faktisk er han aldrig stoppet med at være det. Han har en exceptionel kvalitet, han er et geni, og jeg synes, at hans nominering til Ballon d'Or er mere end fortjent. Han er en meget moden mand og en genial spiller. Jeg betragter ham som et geni. Han er også fantastisk, når han udtaler sig. Han har en utrolig naturlighed og modenhed i forhold til sin alder,' understregede Laporta, som dog savner to Barca-profiler i nomineringerne.

'Jeg er ked af, at Pedri og Raphinha ikke er nomineret, for jeg synes også, at de har gjort sig fortjent til at være der. Jeg vil ikke begynde at sammenligne med, hvem der bør eller ikke bør være med. Men jeg ville gerne have set dem nomineret. Det er en individuel anerkendelse, og med deres kvalitet fortjente de efter min mening at være blandt kandidaterne,' afsluttede Barca-præsidenten.

laporta3
© Getty Images

// Joan Laporta
.:FORSIDE:.