Præsident Joan Laporta talte direkte til 260 drenge og 130 piger samt deres familier, ved den årlige fejring af klubbens ungdomsfodbold, som fandt sted på Estadi Johan Cruyff. Her understregede han vigtigheden af La Masia.
Estadi Johan Cruyff var klædt festtøjet til årets store event for Barcas ungdomsafdeling. På tribunerne stod familierne tæt for at støtte de 16 drengehold og seks pigehold, der tilsammen udgør det, klubben stolt betegner som verdens bedste talentfabrik.
Næsten 400 spillere, hele det tekniske og medicinske personale, samt ledere og bestyrelsesmedlemmer deltog i markeringen, der hylder et af klubbens største aktiver: La Masia. Fra Aday Segovia på U8-holdet til Dro, der allerede træner regelmæssigt- og har fået spilletid med førsteholdet, er alle en del af den blårøde fodboldfamilie.
Artiklen fortsætter under billedet

Laporta, som normalt ikke er kendt for korte taler, holdt sig denne gang forholdsvist kortfattet - men hans budskab stod knivskarpt.
'I er en gave. I tilhører Barca, I tror på modellen, og vi vil fortsætte ad denne vej. Det her er en af klubbens mest betydningsfulde begivenheder. Jeg ønsker at anerkende jeres indsats og det arbejde, I udfører i Barcas tjeneste. At elske Barca er at støtte La Masia. I er rygraden i klubbens værdier' lød ordene fra Barcas præsident.
Præsidenten understregede også betydningen af akademisk uddannelse og den personlige udvikling, som går hånd i hånd med fodbolduddannelsen i La Masia.
Generation efter generation har akademiet skabt spillere, der ikke blot har præget førsteholdet, men hele verdensfodbolden. Fra blandt andre Guardiola, Xavi, Iniesta, Valdés, Puyol, Piqué og Messi til nutidens Gavi, Fermín, Casadó, Bernal, Cubarsí og Yamal, har La Masia vist, at Barcas største styrke ofte kommer indefra. Fejringen på Estadi Johan Cruyff er et årligt ritual, der er en påmindelse om, at klubbens fremtid fortsat bygges på talent, kultur og en unik måde at forstå spillet på.

// Joan Laporta