I et interview med det amerikanske sportsmedie Bleacher Report, taler Lewandowski om sin unge holdkammerat, Lamine Yamal, som den polske angriber blandt andet beskriver som den bedste kantspiller i verden lige nu.
Lamine Yamal fortsætter med at imponere under Barcas stærke sæsonstart og har sammen med Lewandowski været en af nøglespillerne i Hansi Flicks opstilling. De to profiler komplimenterer hinanden på banen, og på trods af den store aldersforskel, har de også dannet et tæt bånd uden for kridtstregerne.
Den 17-årige europamester er et stjerneskud på vej til tops, hvor den 36-årige polske målmaskine er en erfaren angriber, der konsekvent har præsteret på øverste niveau i mere end et årti.
Nu deler Lewandowski sine tanker omkring det unge talent samt sin indsigt i, hvordan man får en glorværdig og ikke mindst lang fodboldkarriere.
Artiklen fortsætter under billedet
'Selvfølgelig kan han blive verdens bedste fodboldspiller. Det kan jeg nemt sidde og sige allerede. Jeg spiller med ham og kan konstatere, at han lige nu er verdens bedste kantspiller' udtalte Lewandowski da han blev spurgt ind til om Yamal er på vej til toppen.
'Men han er kun 17 år gammel. En fodboldkarriere kan være meget lang, og det er ikke altid vigtigt, hvordan den starter. Det er vigtigt, hvordan den slutter. Og det er vigtigt at fokusere på fremtiden. Ikke kun 2-3 år, men hvor man står om 10-15 år. Om 15 år er Lamine stadig kun 32, det er utroligt' pointerede den polske landsholdsspiller med et grin, før han delte nogle råd om, hvordan man som ung spiller forholder sig målrettet.
'Når jeg ser den nye generation af spillere forstår jeg, hvor stort et pres de oplever på grund af blandt andet de sociale medier. Den ene dag er du en helt, den næste dag er du udskammet. Jeg håber, at Yamal forholder sig stærk gennem hele sin karriere. Det er ligegyldigt, hvad folk siger om ham nu eller senere hen. Han skal bare holde fødderne på jorden og tilvænne sig, at det er en del af hans liv nu. Han skal bare blive ved med at elske at spille fodbold, give fansene glæde og i sidste ende bare nyde at fodbold er en del af hans liv' uddybede Lewandowski.
'Jeg er klar over, at jeg er ældre og at det er nemt for mig bare at acceptere, hvordan tingene hænger sammen. Lamine er ung og oplever lige nu højdepunkt efter højdepunkt og der er en konstant 'hype' omkring ham. Derfor er det også vigtigt, at de nærmeste mennesker omkring ham ikke ændrer sig, men bare agerer normalt og behandler ham som de altid har gjort. En fodboldkarriere er ikke kun et par gode momenter. Det er 10-15, måske endda flere, års dedikation, så man skal holde fødderne på jorden' afsluttede den garvede angriber.
De to Barca-profiler spiller lørdag aften mod Osasuna, hvor der forhåbentligt bygges videre på sejrsstimen og deres dominerende statistikker. Robert Lewandowski er indtil videre ligaens topscorer med syv mål, hvor Lamine Yamal lægger sig i spidsen med flest assists, efter han har kvitteret med fem oplæg.
© Imago
// Robert Lewandowski // Lamine Yamal