Lewandowski når næppe at hente Pichichi-trofæet
Aamer Al-Khatib - 21.05.25
// Robert Lewandowski
Robert Lewandowski ser ud til at måtte vinke farvel til håbet om endnu en Pichichi-titel, efter at angriberen i weekenden måtte gå fra banen uden at finde vej til netmaskerne for sjette kamp i træk.
Med blot én runde tilbage af La Liga-sæsonen har den polske angriber stadig 25 mål på kontoen, mens Kylian Mbappé med sin seneste scoring mod Sevilla nu står noteret for 29 mål i 33 ligakampe. Den franske verdensstjerne, som kom til Real Madrid sidste sommer, ligner dermed den klare favorit til at snuppe topscorertitlen i sin allerførste sæson i spansk fodbold.
Artiklen fortsætter under annoncen
Lewandowski har ellers været toneangivende i målstatistikkerne gennem størstedelen af sæsonen og lignede længe en sikker vinder af trofæet. Men en uheldig baglårsskade holdt angriberen ude i en afgørende fase, og siden sit comeback har han ikke ramt sit topniveau. Faktisk er det nu seks kampe i træk uden mål for polakken, der vandt Pichichi’en med 23 scoringer i sin debutsæson for Barca i 2022/23.
Den måltørke har givet Mbappé mulighed for at hente ind og tage førstepladsen. Lewandowski får dog en sidste mulighed for at pynte på sit måltal, når Barca på søndag afslutter sæsonen mod Athletic Club. Real Madrid spiller derimod allerede lørdag mod Real Sociedad, hvilket kan give Mbappé chancen for at lukke festen, inden Lewandowski overhovedet træder på banen.
Selv hvis Lewandowski skulle finde tilbage til målformen i sidste spillerunde, skal han præstere intet mindre end et mirakel og score mindst fire gange – samtidig med at Mbappé går målløs fra sin kamp – for at sikre sig endnu et Pichichi-trofæ, hvilket virker som en nærmest umulig opgave.
I Barca-lejren er der dog næppe meget fokus på individuelle priser i øjeblikket. Klubben har afsluttet en succesfuld sæson med tre kollektive trofæer og har går efter at slutte sæsonen godt af.
© Getty Images