Lewandowski og Martínez har kurs mod et år mere
FCBARCELONA.DK - 11.10.24
Både Robert Lewandowski og Iñigo Martínez har klausuler i deres kontrakter, der har betydning for deres fremtid i klubben. Lige nu er de begge godt på vej til automatisk at få som minimum en sæson mere.
Da Lewandowski kom til Barca i sommeren 2022, tegnede han en fireårig kontrakt til 2026. Der er dog en klausul der siger, at hvis han spiller mindre end 55% af kampene denne sæson, kan Barca opsige kontrakten allerede til juni 2025.
Artiklen fortsætter under billedet
Barca kommer nok til at spille i nærheden af 55- 60 kampe denne sæson, alt efter hvor langt de når i Champions League og Copa del Rey. Indtil nu har Lewandowski spillet samtlige elleve kampe denne sæson, hvor han har haft en hovedrolle og er holdets topscorer med 12 mål. Intet tyder på, at han ryger ud på bænken i løbet af denne sæson.
Dermed tegner alt til endnu en sæson hos blaugrane for den polske angriber.
Det gør det også for Iñigo Martínez. Hans kontrakt udløber til sommer, men her siger klausulen, at han automatisk forlænger med et år, hvis han spiller 60% af kampene.
Baskeren har spillet 10 ud af 11 kampe indtil nu og da hverken Andreas Christensen eller Ronald Araujo bliver klarmeldt lige med det samme efter deres respektive skader, venter der mange flere kampe for Martínez. Meget skal gå galt for ham, hvis ikke han skal runde 60% af kampene denne sæson.
Der skal spilles minimum 45 minutter for at det tæller med, så det er kun hvis Martínez senere på sæsonen må se enten Christensen eller Araujo tage pladsen i startopstillingen, at han kan ende under 60%, da en indskiftning i løbet af anden halvleg ikke vil tælle som en kamp.
// Robert Lewandowski // Iñigo Martínez