FCBARCELONA.DK - 08.04.21
Atlético Madrid er blevet alvorligt svækket, efter at holdets topscorer Luis Suárez i går måtte trække sig fra træningen med en muskelskade. Det lægger ekstre pres på dem i rivaliseringen med Barca i toppen af tabellen.
Intet hold ønsker at miste sin topscorer og slet ikke når sæsonen går ind i den absolut afgørende fase. Det er ikke desto mindre hvad der nu er sket for Atlético Madrid, da Luis Suárez i går blev bekræftet skadet.
Suárez blev som bekendt noget kontroversielt solgt til Atlético i sommer og her begyndte han straks at score mål. Det fik mange Barca-fans til at ærgre sig over klubbens beslutning om, at skibbe den erfarne angriber væk.
Suárez er Atléticos topscorer og at skulle undvære ham i en række kampe er en rigtig skidt nyhed for madrilenerne. Han ville alligevel have siddet udenfor mod Betis i weekenden på grund af karantæne, men det forventes at han som minimum også misser kampene mod Eibar, Bilbao og Huesca.
19 mål har Luis Suárez sat ind i La Liga denne sæson, hvilket giver ham en delt andenplads på topscorerlisten, hvor hans gode ven Leo Messi topper med 23 mål.