fbpx

Manglende brasiliansk opbakning til Raphinha undrer

Markus Johannessen - 24.09.25

 


Flere medier undrer sig over den larmende tavshed i Brasilien efter Raphinhas femteplads ved Ballon d’Or. Hvor kritikken har lydt fra sportsjournalister i andre lande, er der stort set ingen debat blandt angriberens landsmænd.

Kun Neymar Jr. har åbent udtrykt utilfredshed med, at Raphinha måtte nøjes med en femteplads i Ballon d’Or-afstemningen. Overraskende nok har placeringen stort set ikke vakt debat i Brasilien, selv om mange iagttagere ser det som en af de mest åbenlyse skævheder ved årets prisuddeling - på linje med, at Pedri ikke engang kom i top 10.

Neymar reagerede spontant på Instagram, hvor han kaldte afstemningsresultatet 'cachondeo' - en farce. Hans kommentar fik opmærksomhed, men ellers har reaktionerne fra både medspillere og medier i Brasilien været bemærkelsesværdigt afdæmpede.

Artiklen fortsætter under annoncen


Liverpools målmand Alisson, der selv var nomineret til prisen som årets bedste keeper, udtalte inden selve gallaen, at han ville have givet Ballon d’Or til Raphinha. Men bortset fra den støtte og Neymars indlæg, har resten af de brasilianske profiler samt den lokale sportspresse forholdt sig næsten tavse.

Det begynder blandt andet argentinske, engelske, spanske og catalanske sportsmedier at undre sig over. Afstemningen bliver kaldt en joke, en farce og under alt kritik fra medier som Bolavip, The Independant, Mundo Deportivo, AS og Sport. 

Avisen Sport understreger, at ingen synes at have lagt vægt på, at Raphinha, i modsætning til flere andre, aldrig meldte fra på landsholdet. Tværtimod var han i lange perioder den, der holdt liv i Brasilien under en svær VM-kvalifikation, som først fandt stabilitet i maj. 

Kontrasten er slående sammenlignet med året før, da Vinícius Jr. blev slået af Rodri, hvilket skabte en mediestorm i Brasilien. Det nævnes dog, at den mediestorm var et tydeligt resultat af dramaet anført af pressen i Madrid - og klubben, der valgte at boykotte den prestigefulde ceremoni. 

I modsætning til den reaktion har hverken Raphinha eller Barca haft behov for at lave et større nummer ud af prisuddelingen, noget Laporta også understregede i et interview med RAC1 efter arrangementet: 'De kan gøre, som de vil. Vi koncentrerer os om Barca. Man skal respektere de nominerede og arrangementet. I sport vinder man og taber man. Vi er privilegerede - vi vinder ofte og taber sjældent' lød det.

raphinha13F
© Getty Images

// Raphinha
.:FORSIDE:.