fbpx

Marc Bernal skal følge Gavi-plan ved comeback

Aamer Al-Khatib - 08.07.25

 


Marc Bernal er langsomt, men sikkert ved at blive klarmeldt efter sit lange fravær med den korsbåndsskade, han pådrog sig for snart et år siden. Det forventes, at han vil følge den samme plan som Gavi, når han bliver fit for fight.

Marc Bernal er på vej tilbage efter næsten et års fravær med en alvorlig korsbåndsskade. Den unge midtbanespiller fra La Masia arbejder i øjeblikket individuelt på klubbens træningsanlæg, Ciutat Esportiva, hvor han fokuserer på at styrke det venstre knæ, han beskadigede i sin blot tredje førsteholdskamp mod Rayo Vallecano den 27. august 2024.

Over ti måneder er gået siden skaden, og nu kan Bernal igen løbe, røre bolden og gennemføre skræddersyede øvelser med positive tilbagemeldinger fra det medicinske team. Planen er, at han skal være klar til opstarten af den nye sæson – men uden at tage nogen risici.

Artiklen fortsætter under annoncen


Ifølge avisen Sport vil Bernals genoptræning og tilbagevenden til førsteholdet følge samme plan som Gavi, der selv var ude i ti måneder med en korsbåndsskade fra november 2023. Gavi blev langsomt faset ind igen og gik fra at være en fast starter til at skulle kæmpe sig tilbage gennem rotationsrollen. I dag er han fit og klar til en ny sæson fra dag ét.

Det samme gælder for Bernal. Hvis alt går efter planen, bliver han erklæret klar i midten af august, men hans minutter vil blive doseret forsigtigt. Barca åbner sæsonen med tre udekampe mod Mallorca, Levante og Rayo Vallecano – her forventes Bernal at få sine første minutter, inden tingene normaliseres efter den første landskampspause i september.

En vigtig faktor i Bernals mentale og fysiske fremgang har været den støtte, han har fået fra Hansi Flick. Den tyske træner tror fuldt og fast på den 18-årige og ser ham som en fremtidig styrmand på midtbanen. Derfor har Flicks tillid været afgørende i en periode, hvor Bernal i begyndelsen kæmpede med uro og usikkerhed.

Med en ny sæson forude og gradvis tilbagevenden til kampform er ambitionen klar: Marc Bernal vil genfinde det niveau, han viste i sine første kampe, og cementere sin plads som fremtidens defensive midtbaneanker i Barca.

bernal2F
© Getty Images

// Marc Bernal
.:FORSIDE:.