Mateu Alemany: 'Xavi har ret om Messi'
Aamer Al-Khatib - 14.03.26
// Lionel Messi // Mateu Alemany
Den tidligere sportsdirektør i Barca, Mateu Alemany, har nu blandet sig i debatten om Messis mislykkede comeback til Barca. Han bakker op om den version af begivenhederne, som Xavi Hernández for nylig fremlagde.
Xavi skabte som bekendt stor debat, da han i et interview fortalte om forhandlingerne, der i 2023 kunne have ført Messi tilbage til Spotify Camp Nou. Ifølge den tidligere Barca-træner var parterne langt i processen, og der var en tro på, at klubbens økonomiske situation kunne gøre handlen mulig.
Artiklen fortsætter under annoncen
Han hævdede desuden, at klubbens præsident, Joan Laporta, personligt satte en stopper for planerne. Nu har Mateu Alemany ifølge avisen Mundo Deportivo bekræftet, at han genkender forløbet. Den tidligere sportsdirektør i Barca, som i dag arbejder hos Atlético Madrid, mener, at Xavis udlægning stemmer overens med det, klubben dengang fik at vide. 'Xavi har kun talt sandt, og han har ret. De fortalte os, at de havde en aftale med Messi. Xavi har ret,' sagde han.
Sagen har dog fortsat flere versioner. Laporta har tidligere fastholdt, at aftalen aldrig havde fået en egentlig godkendelse fra La Liga, hvilket La Ligas præsident Javier Tebas har bekræftet. Laporta fastholder at Lionel Messi til sidst selv valgte en anden løsning, da hans far meldte ud, at familien i stedet ville til Inter Miami på grund af presset. Dermed fortsætter diskussionen om, hvad der egentlig skete bag kulisserne i sommeren 2023.
© Getty Images