fbpx

Medie: Andreas Christensen er skadet igen

FCBARCELONA.DK - 27.10.25

 


Andreas Christensen var noget overraskende ikke med i søndagens El Clásico mod Real Madrid, men nu er der kommet en forklaring. Ifølge catalanske medier har danskeren nemlig endnu engang pådraget sig en skade.

AC havde ellers trænet med holdet op til kampen mod Real Madrid og så ud til at være klar til at vende tilbage. Danskeren blev dog udeladt af truppen til kampen på Bernabeu og ifølge radiostationen RAC1 skyldtes det, at forsvarsspilleren var blevet muskelskadet igen.

Skaden kommer på et uheldigt tidspunkt for Andreas Christensen, der kæmper for at genvinde sin faste plads i truppen. Den tidligere Chelsea-spiller har gennem længere tid døjet med fysiske problemer, og efter operationen for sine kroniske akillesseneproblemer sidste sæson har han haft svært ved at finde stabilitet.

Artiklen fortsætter under annoncen


I denne sæson er det blevet til spilletid i ni kampe på tværs af alle turneringer, men det er stadig langt fra det niveau, han viste i sin første tid under Xavi Hernández, hvor han var en nøglespiller i forsvaret sammen med Ronald Araújo og bidrog afgørende til både La Liga- og Supercup-triumfen i 2023.

Under Flick har danskerens rolle dog ændret sig markant. Den tyske træner har ofte prioriteret andre løsninger i midterforsvaret, selv når Christensen har været spilleklar. Det, kombineret med hans tilbagevendende skader, gør det svært for ham at genvinde den status, han tidligere havde i truppen.

AC har kontrakt med Barca frem til juni 2026, men hans fremtid på Camp Nou begynder at se mere og mere usikker ud. Klubben har ifølge lokale medier ingen aktuelle planer om at forlænge aftalen, og meget tyder på, at den sidste halvdel af sæsonen bliver altafgørende for hans skæbne.

Barca har endnu ikke meldt noget officielt ud om skaden, men ifølge RAC1 er Andreas Christensen tvivlsom til søndagens hjemmekamp i ligaen mod Elche.

// Andrés Iniesta
.:FORSIDE:.